Formstærke AaB er stadig i nedrykningsfare

Med 2-0-sejren over FC Midtjylland rykker AaB nu over nedrykningsstregen og bliver der uanset de øvrige resultater i denne spillerunde.

Sportsdirektør Lynge Jakobsen lader dog ikke den øjeblikkelige glæde overskygge AaB's situation.

- Det er tre point, men vi er stadig i overhængende nedrykningsfare, lyder det fra Lynge Jakobsen.

Han understreger dog vigtigheden i at ligge over stregen.

- Det er blevet bedre, men vi er ikke i nærheden af at være væk fra nedrykningsfaren. Man skal vurdere ting over et langt sejt træk, og det vi har tilbage er fem kampe, og det er et langt sejt træk, siger sportsdirektøren.

Manden, der skal realisere drømmen om overlevelsen, træner Kent Nielsen, glæder sig over, at hans trup er blevet dygtigere i løbet af foråret.

- Tager vi indholdet af de ni kampe, så har vi vist et højt niveau. Nogle spillere er trådt mere i karakter, og der har været en større skarphed. Vi er blevet dygtigere. Desuden får man selvtillid af gode resultater, og den selvtillid giver tro, som kan bruges i modgang, siger Kent Nielsen.

Hans syn på holdets præstationer i foråret bakkes op af midtbanespilleren Rasmus Würtz.

- Fortsætter vi det her spil, så rykker vi ikke ned, lyder de lovende ord fra Würtz.

/ritzau/

AaB's spillemæssige niveau er blevet højere i foråret, men holdet er stadig i overhængende nedrykningsfare.

Offentliggjort Sidst opdateret