Formstærke TMS Ringsted styrer mod overlevelse

Christian Dalmose er godt på vej til at sikre TMS Ringsted overlevelse i den bedste håndboldrække, inden han stopper i klubben efter denne sæson (Arkivfoto). Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix

Nedrykningstruede TMS Ringsted vandt for tredje gang i fire kampe, da Ribe-Esbjerg blev slået i egen hal.

Offentliggjort Sidst opdateret

Håndboldspillerne fra TMS Ringsted har tilsyneladende fundet topformen i rette øjeblik.

Christian Dalmoses tropper vandt for tredje gang i de seneste fire kampe, da holdet på udebane besejrede Ribe-Esbjerg med 28-26.

Med sejren tager sjællænderne et stort skridt mod overlevelse i HTH Herreligaen, hvor en stribe klubber kæmper om at undgå de to direkte nedrykningspladser.

Gæsterne skulle dog lige op i omdrejninger, inden en tidlig timeout skabte klarhed, og derefter overtog de initiativet.

Som minutterne gik, kom Ribe-Esbjerg til at halte mere og mere bagefter. Det hjalp kun kortvarigt, at man satte Andreas Haagen på mål i stedet for Søren Rasmussen.

I den anden ende kneb det gevaldigt med målscoringen. Efter 11-13 ved pausen gik hjemmeholdet nærmest i stå i begyndelsen af anden halvleg.

Ribe-Esbjerg, der stadig ikke kan føle sig helt sikker på en slutspilsplads, havde i den periode mere end svært ved at skyde hul på Patrick Bols i Ringsted-målet.

Gæsterne truede med at trække fra ved 22-18, men det blev alligevel spændende i slutfasen.

Ribe-Esbjergs Jonas Larholm reducerede på et straffekast til 26-27 godt et minut før tid. Men Dalmose tog timeout kort efter, og hans spillere holdt hovederne kolde, da spillet blev genoptaget.

Oliver Klarskov brød igennem og afgjorde kampen med sin femte scoring i kampen.

Med 19 point er TMS Ringsted nu tre point over nedrykningsstregen, men intet er afgjort endnu.

Holdet har en svær opgave mod førerholdet GOG i sidste spillerunde. Samtidig har TTH Holstebro lige under stregen tre kampe tilbage.

Ribe-Esbjerg er trods nederlaget stadig fire point foran Lemvig-Thyborøn uden for slutspilspladserne.

/ritzau/