Formsvage Lyngby taber til OB trods stor dominans
OB-spilleren Ayo Simon Okosun (i midten) og Lyngbys Emil Kornvig ses her i duel om bolden i torsdagens superligakamp. Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix
Claus Bech/Ritzau Scanpix
Lyngby dominerede kampen, men tabte alligevel med 1-2 på hjemmebane til OB i Superligaen.
OB vandt torsdag aften 2-1 på udebane over Lyngby, der nu har tabt seks superligakampe i streg.
Hjemmeholdet dominerede ellers kampen og gjorde arbejdsbetingelserne svære for OB.
Fynboerne havde svært med at spille sig ud af et hidsigt pres og forsvare det direkte angrebsspil fra Lyngby.
OB var til gengæld skarpere foran mål og skulle ikke bruge mange chancer på at score sine to mål.
Resultatet rykker ikke ved tabellen, hvor Lyngby fortsat er nummer 11, mens OB indtager niendepladsen.
Lyngby var allerede inden kampen sikker på at rykke ud af den bedste danske fodboldrække, mens OB ikke længere kan nå noget i denne sæson.
Lyngby-kantspilleren Magnus Warming voldte problemer for OB i kampens start, og kun stolpen forhindrede ham i at score i det 17. minut.
Otte minutter senere kom gæsterne i stedet foran. Lyngby-målmand Thomas Mikkelsen tabte et indlæg i feltet, som OB-angriberen Issam Jebali var først over og sparkede i nettet til 1-0.
I det 29. minut trykkede Lyngby-midtbanespilleren Emil Kornvig et tordenhug fladt mod det venstre hjørne, men OB-keeper Hans Christian Bernat leverede en flot redning.
Fem minutter efter pausen bankede Lyngby-backen Kasper Jørgensen på overliggeren. Midtbanespilleren Mathias Hebo afsluttede på riposten fra en spids vinkel, men blev afvist af Hans Christian Bernat.
20 minutter før tid fik Mathias Hebo netmaskerne til at blafre, da et indlæg blev headet på tværs til ham. Tæt under mål styrede han den videre i nettet med hovedet.
OB løb alligevel med sejren, da angriberen Emmanuel Sabbi i det 84. minut flugtede et indlæg i nettet til slutresultatet 2-1.
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker