Alt fungerer lige nu for Caroline Wozniacki, der virker uhyggelig stærk i disse uger.
I søndags vandt hun turneringen i Dubai, og nu er hun finaleklar i Doha, hvor det fredag blev til en knusende sejr på 6-1, 6-1 over verdens nummer 18, franske Marion Bartoli.
Caroline Wozniacki var skræmmende god i første sæt, hvor det var svært at se, at hun for få dage siden var tæt på at melde afbud til turneringen på grund af influenza.
Danskeren hundsede rundt med sin modstander og afgav kun ét point, endda i eget serveparti.
Selv om Bartoli oksede rundt og med sit dobbelte forhånds- og baghåndsgreb også forsøgte at få Wozniacki ud at løbe, lykkedes det kun sjældent.
Det var verdensetteren, der bestemte, hvem der skulle løbe hvorhen og hvornår, og hun holdt hele tiden sine slag pænt inden for linjerne.
Caroline Wozniacki indledte andet sæt med igen at bryde Bartoli, som først i femte forsøg formåede at holde sit eget serveparti.
Men det var blot en stakket frist for den 26-årige franskmand, der ikke kunne ryste Wozniacki. Danskeren vandt de resterende partier i kampen og var finaleklar efter lidt mere end en times spil.
Marion Bartoli havde inden semifinalen ellers ikke afgivet et sæt endnu i turneringen, og hun havde kun tilladt sine to seneste modstandere at lave henholdsvis ét og fire point.
I finalen skal Caroline Wozniacki møde enten Jelena Jankovic fra Serbien eller verdens nummer tre, Vera Zvonareva fra Rusland.
/ritzau/
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde