Forsker: Besynderligt at grave i gammel landsholdsaftale

Arbejdsmarkedsforsker Flemming Ibsen mener, at Spillerforeningens direktør Mads Øland og DBU-direktør Claus Bretton-Meyer er på permanent kollisionskurs. (Arkivfoto). Foto: Polfoto/Simon Fals

Arbejdsmarkedsforsker finder det besynderligt, at Spillerforeningen og DBU nu strides om gammel aftale.

Offentliggjort Sidst opdateret

Det danske fodboldlandshold blev onsdag genstand for en ny pengestrid.

Her kom det frem, at Spillerforeningen på vegne af landsholdsspillerne har rejst et krav på små tre millioner kroner til Dansk Boldspil-Union (DBU) som ekstra betaling for sponsoraftaler fra 2004 til 2011.

Arbejdsmarkedsforsker Flemming Ibsen, der er professor ved Aalborg Universitet, undrer sig over kravet.

- Det virker besynderligt, at man har behov for at gå så langt tilbage. Det burde være historie og afklaret, siger Flemming Ibsen.

- Nogle gange kan der opstå uenighed om, hvordan man tolker en aftale, og så må man have en voldgift til at se på det.

- Her har man gravet en gammel aftale frem og sår tvivl om, hvordan den skal fortolkes. Ovenikøbet skal man finde ud af, om den ene part skylder den anden part penge, siger forskeren.

- Det virker lidt amatøragtigt. Det er flere årtier siden, at man havde amatørfodbold i Danmark, men i dag er det professionelt.

- Man har fuldtidsansatte til at sidde på begge sider af bordet, og man har folk til at finde ud af, hvad der er op og ned i de her ting. Derfor er det besynderligt, at man begynder at regne baglæns, siger han.

Der kan dog være omstændigheder, hvor det giver mening at bringe gamle tal på forhandlingsbordet.

- Hvis man pludselig finder ud af, at man er blevet snydt, fordi man tilfældigvis graver tilbage i gamle ting, så er det relevant at tage op, siger Flemming Ibsen.

- Men det er ikke behjælpeligt for samarbejdet og dialogen i et i forvejen anspændt forhold, mener han.

Spillerforeningen personificeret ved direktør Mads Øland og DBU-direktør med Claus Bretton-Meyer i spidsen har de senere år været igennem flere slidsomme forhandlinger.

Det er blot tre måneder siden, at DBU tabte en voldgiftssag til Spillerforeningen omkring tolkningen af landsholdsaftalen fra 2015. Sagen kostede DBU godt tre millioner kroner.

Flemming Ibsen synes, det virker til, at Øland og Bretton-Meyer er på "permanent kollisionskurs".

- De er gået meget fejl af hinanden, og det virker meget krigerisk og personligt.

- Jeg ved ikke, om de skal i parterapi, men noget tyder på, at det vil være godt at få andre personer ind til at hjælpe med at skabe en ordentlig dialog og tillid, siger forskeren.

Han foreslår blandt andet, at DBU og Spillerforeningen dropper dialogen gennem medierne.

- Hvis man skal på ret køl, så handler det om at skabe tillid og en samarbejdsånd, så man kæmper for det samme mål, siger Flemming Ibsen.

- Meget af det handler tilsyneladende om penge, tilføjer han.

- DBU har forsøgt at lave sparerunder. Det har man gjort på forskellig vis uden at ramme plet.

- Man prøve at ændre overenskomsten, og det var et eklatant fejlskud, siger han.