Første græske VM-mål gav første sejr

Grækenland har haft svært ved at finde netmaskerne i VM-sammenhæng. Men efter 403 målløse minutter lykkedes det torsdag endelig for europamestrene fra 2004, da Dimitris Salpingidis udlignede til 1-1 mod Nigeria.

Senere scorede også Vasilis Torosidis til slutresultatet 2-1, og dermed hentede grækerne deres første VM-point nogensinde efter fire nederlag og en samlet målscore på 0-12.

Grækerne fik imidlertid også god hjælp af nigerianeren Sani Kaita, der efter en god halv times spil blev vist ud efter at have sparket ud efter en modstander, der ikke ville slippe bolden. Tåbeligt og helt unødvendigt af nigerianeren på et tidspunkt, hvor holdet endda førte 1-0.

Det nigerianske mål blev sat ind direkte på et frispark, hvor den græske målmand Alexandros Tsorvas ikke så alt for godt ud. To spillere gik op til frisparksbolden i feltet, men ingen ramte den, og så fik den bare lov at sejle forbi den græske keeper.

Udligningen faldt, da Salpingidis forsøgte sig med et tørt hug fra kanten af feltet. Bolden ramte en forsvarsspiller på vej mod mål, og så var nigerianernes målmand chanceløs.

Det var han imidlertid ikke ved det andet græske mål. Her formåede Vincent Enyeama ikke at holde et skud fra 30-35 meters afstand, og så var Torosidis hurtigt over returen.

Grækernes sejr betyder, at alle fire hold i gruppe B fortsat kan nå kvartfinalen. Argentina er eneste hold med seks point og ser ud til at være sikker, men en græsk tomålssejr mod argentinerne i den sidste kamp og tre point til Sydkorea mod Nigeria vil sende Grækenland og Sydkorea videre i turneringen.

Omvendt har Nigeria trods to nederlag fortsat chancen for at gå videre. Det kræver en tomålssejr over Sydkorea samtidig med, at Argentina skal slå Grækenland.

/ritzau/

Først i sin femte VM-kamp nogensinde fik Grækenland scoret. Endda to gange, og det rakte til 2-1-sejr mod Nigeria. Rødt kort til Nigerias Kalu Uche.

Offentliggjort Sidst opdateret