Første pejlemærke for bjørnene

To spillere optræder for første gang for landsdelens fodboldflagskib, når Alliancen i aften spiller træningskamp mod Næstved i Scandic Live Arena. Forsvarerne Søren Damgaard Nielsen og Jens Kristian Klitgaard kan i udgangspunktet se frem til en halvleg hver i sommerens første træningskamp for “bjørnene”.

- Kampen er et pejlemærke på, hvor langt vi er nået. Det handler dels om at genfinde den basis og rytme, vi havde inden ferien, og dels om at se holdet finde sammen med de nye spillere, der tager over for andre, siger Jesper Tollefsen.

Han har været godt tilfreds med indsatsen på træningsbanen i de første to uger af opstarten.

- En spiller som Søren Damgaard har gjort det godt. Jeg synes også, at Peter Westlund og Joachim Wagner gør tydelige fysiske fremskridt, som er dejligt at se, men også naturligt for spillere i den alder. Generelt har alle lagt en god intensitet for dagen i vores træning, mener Alliance-manageren.

Der er kick off kl. 18:00 på Scandic Live Arena. Opgøret var ellers planlagt til Stubbekøbing Stadion, men her er banen ikke fundet egnet, da der netop er blevet strøet jord - såkaldt dressing - over den.

Foto: Arkivfoto: Polfoto

Alliancen spiller i aften første træningskamp, når Næstved kommer på besøg.

Offentliggjort Sidst opdateret