Første smagsprøve står klar

Nykøbing f. Syv fodboldspillere kan i dag for første gang løbe på banen med Isbjørne-logoet på brystet. Og det endda selv om Mikkel Jensen (hentet i Brøndby) og Kadir Mumuni (lejet i AB) ikke står til rådighed i eftermiddag mod Herfølge. De tiltræder først på mandag.

De mange nye ansigter gør dagens træningskamp - sommerens første - ekstra interessant. Cheftrænerens forventninger er høje.

- Jeg forventer at se, at vi lynhurtigt kommer op i det gear, vi sluttede sæsonen i. Man skal kunne se, at vi er på rette vej. Det skal også være tydeligt, at der er kommet mere konkurrence i truppen. Folk skal være tændte og skarpe, siger Tom Nielsen.

Han forventer i skrivende stund at tage 18 spillere med til Herfølge, og de vil alle komme på banen. Den største tvivl står ved Lasse Holmgaard og Kelwin Igwe, der er vendt tilbage efter langtidsskader. De får selv lov at vælge om, de vil på banen. Tom Nielsen håber, at det lykkes at give dem en indskiftning hver. Planen er, at de gradvist kan få mere spilletid - måske op mod en halvleg på tirsdag, hvor Alliancen spiller jubilæumskamp i Listrup mod et udvalgt hold.

Startopstillingen i morgen indeholder højst sandsynligt tre debutanter, afslører træneren. Alle tre er i forsvaret, hvor den helt store omstillingsproces skal stå i denne sommer. Cheftræneren har dog til den første træningskamp i vid udstrækning holdt fast i de spillere, der sikrede oprykningen.

- Jeg ved ikke, hvor meget startopstillingen mod Herfølge siger. Jeg ser det sådan, at dem, der sluttede sæsonen, de har ikke spillet sig af. Det er op til de nye og dem, der kommer tilbage fra langvarige skader at gå ind og erobre pladserne. Jeg har taget udgangspunkt i forårets hold og så fyldt op på de pladser i forsvaret, hvor vi havde huller. Men alle kommer i aktion, og jeg vil have konkurrence om pladserne. En dårlig kamp eller en dårlig træningsuge skal koste, fastslår Tom Nielsen.

Alliancen har fem træningskampe til at få de mange nye spillere spillet sammen. Cheftræneren er meget tilfreds med programmet:

- Vi skal jo op i gear, og Herfølge er et godt hold. Så har vi en sommerkamp, inden vi møder HIK fra 1. division , Skjold der er blevet kraftigt forstærket, og Roskilde som også er et godt hold. Det kan ikke være bedre, siger Tom Nielsen.

Martin Bohn, der er på prøve fra Ørslevs sjællandsseriehold, kommer ikke på grønsværen i eftermiddag. Han har trænet godt i denne uge - oplyser Tom Nielsen - og han vil få chancen i jubilæumskampen i Listrup på tirsdag.

Dagens kamp i Herfølge fløjtes i gang klokken 13.

Forventet startopstilling (4-4-1-1): Christian Emil Petersen - Brian ?Trix? Nielsen, Mads Jensen, Mads Ibenfeldt, Rubinco Lozanovski - Martin B. Christensen, Michael Pedersen, Andreas Bak, Martin Lohse - Claes Jørgensen - Bartosz Zych.

Forventet bænk: Jesper Andreasen, Daniel Hartmann, Kelwin Igwe, Lasse Holmgaard, Søren Frandsen, Kenneth Jørgensen og Nicklas Paulsen.

@FT Henvisning Blå:Se også dagens leder

2. sektion side 2




Lolland-Falster Alliancen lægger i dag fra land mod den nye sæson i 1. division. Første træningskamp står mod Herfølge. Den kan give et fingerpeg om sæsonen, der venter.

Offentliggjort Sidst opdateret