Første testkamp med nyt rutineret midterforsvar

Mathias Gehrt (tv) blev kåret til "Årets Bjørn" efter sidste sæson. I aften spiller han og holdet træningskamp mod HIK. Foto: Ingrid Riis

Nykøbing FC møder HIK i en træningskamp.

Offentliggjort Sidst opdateret

NYKØBING Nykøbing FC møder onsdag aften på NFC Anlæg Syd 2. divisionskollegaerne fra HIK den første af to træningskampe inden sæsonstarten om ti dage.

Cheftræner og manager Claus Jensen skal for første gang siden nedrykningen tage sine spillere i øjesyn i en kamp efter at have set dem an på træningsbanen i en halv snes dage.

- Jeg er ret fortrøstningsfuld i forhold til, hvor vi står fysisk. Spillerne havde kun 14 dages pause efter sidste turneringskamp, så formen er, hvor den skal være, siger Claus Jensen.

Forsvaret er det helt store fokuspunkt efter en sæson i 1. division, hvor man har lukket hele 64 mål ind, og med tilgang af Andreas Holm fra Helsingør håber Claus Jensen at have løsningen på, hvordan defensiven skal tætnes.

Andreas Holm vil få spilletid idag med sin sandsynlige makker Jacob Egeris, der kom ud af sidste sæson med en mindre skade, men han er efter eget udsagn på 90 procent igen.

Derudover skal der også være spilletid til svenske Victor Christiansson, der kommer fra Frem København.

Han har trænet med truppen siden opstarten sidste mandag og har også sin force i det bageste forsvar.

Den nu forhåndværende Frem-spiller er til en slags eksamen i aften.

- Vi gør status på hans situation efter kampen mod HIK, siger Claus Jensen.

Det er hensigten, at det meste af truppen skal i spil, men det ligger fast, at Søren Christensen, der lige har forlænget sin kontrakt med en enkelt sæson, ikke kommer i kamp i aften, da han endnu ikke har trænet med truppen og kun træner for sig selv i styrkelokalet indtil videre.Det er stadig ryggen der driller midtbanespilleren.

Aftenens modstander blev nummer otte i 2. divisions oprykningsspil i den forgangne sæson og er i samme pulje som Nykøbing FC i den kommende turnering.

Der er kick off kl. 18:00.