Førsteseedede Djokovic spiller sig nemt videre i US Open

Damir Dzumhur fra Bosnien-Herzegovina var chanceløs over for Novak Djokovic, som havde syv servegennembrud i kampen i første runde. Foto: Robert Deutsch/Ritzau Scanpix

Novak Djokovic er klar til anden runde i grand slam-turneringen i USA, hvor brite bliver næste modstander.

Offentliggjort Sidst opdateret

US Open-favoritten Novak Djokovic er videre til anden runde ved US Open i New York efter en sejr i tre sæt over Damir Dzumhur.

Den serbiske tennisstjerne vinder 6-1, 6-4, 6-1 over sin bosniske modstander, der ikke havde noget modsvar over for især Djokovics serv og defensiv.

Kampen blev som alle andre ved grand slam-turneringen spillet uden tilskuere på grund af coronaudbruddet.

Den 28-årige Dzumhurs optræden på anlæggets største bane, Arthur Ashe Stadium, varede under to timer. Han gjorde det ikke nemmere for sig selv ved at lave 41 uprovokerede fejl og otte dobbeltfejl i sin egen serv.

Med sejren er den førsteseedede Djokovic fortsat ubesejret i denne sæson, hvor han har vundet samtlige 24 kampe.

Han vandt lørdag sin fjerde titel i år med en finalesejr i opvarmningsturneringen Western & Southern Open.

I næste runde står briten Kyle Edmund på den anden side af nettet. Djokovic har vundet fem af deres i alt seks indbyrdes kampe.

Som følge af afbud fra Roger Federer og Rafael Nadal, de to eneste, som har vundet flere grand slams end Djokovic, er serberen tårnhøj favorit til at vinde US Open og sin 18. titel i en af sportens fire største turneringer.

Nadal har 19 grand slam-titler, mens Federer har rekorden med 20.