Forsvar skal løfte Vingegaard mod topplacering i Touren

Jonas Vingegaards bedrifter i Tour de France har foreløbig bragt ham op som nummer fire i den samlede stilling. Foto: Christophe Ena/Ritzau Scanpix

Jonas Vingegaard håber at kunne spare på kræfterne i den kommende Tour de France-uge.

Offentliggjort Sidst opdateret

Selv om der venter masser af bjerge på de kommende etaper i Tour de France, skal man ikke forvente at se Jonas Vingegaard i nogen særligt iøjnefaldende rolle.

Det danske Tour-håb varsler defensiv kørsel i sit forsøg på at score en højst overraskende topplacering i løbet, hvor han lige nu er nummer fire i den samlede stilling.

Vingegaard er i gang med sit første Tour de France og sin blot anden grand tour. Og med udsigt til yderligere to ugers strabadser mener han, at han er nødt til at spare på kræfterne.

- Jeg ved ikke, hvordan jeg har det i den tredje uge, så jeg vil prøve at spare så meget som muligt.

- Jeg skal ikke ud i vilde togter eller store angreb. Lige nu prøver jeg bare at følge med, og skulle jeg have en god dag, vil jeg selvfølgelig prøve at tage noget tid fra de andre, siger Vingegaard på mandagens hviledag.

Den eneste gang, han har prøvet kræfter med et tre uger langt etapeløb, var i Vuelta a España sidste efterår.

Her imponerede danskeren langt ind i løbet, men løb en smule tør for energi mod slutningen.

- Dengang var jeg slet ikke i så god form, som jeg er nu. Jeg har timet formen helt perfekt. Det kan ikke være bedre. Jeg håber derfor, at jeg har det bedre i tredje uge, end jeg havde sidste år (i Vueltaen, red.).

- Det er også et psykisk spil. Alle lider jo, og det handler om, hvem der kan lide mest til sidst, siger Jonas Vingegaard.

Han skulle egentlig have været loyal bjerghjælper for Jumbo-Vismas kaptajn, Primoz Roglic, men Roglic er udgået og har efterladt danskeren som holdets eneste klassementhåb.

Og på bjergetaperne lørdag og søndag formåede Vingegaard at avancerere fra en 11.- til en samlet fjerdeplads.

- Selvfølgelig håbede jeg på at være godt kørende, men at ligge nummer fire på første hviledag er ret vildt, siger Jonas Vingegaard.

- Jeg har arbejdet hårdt for det og har ikke været hjemme de sidste to måneder op til Touren. Det kræver sine ofre - det gør det helt klart, lyder det fra den danske debutant.

Touren fortsætter tirsdag med 10. etape, der bliver en forholdsvis flad tur på 190 kilometer.