Forsvaret har sejlet rundt: - Det er mit ansvar
Pætur Mikkjallson (hvid) skal have styr på Team Sydhavsøernes forsvar i aftenens udekamp mod Faaborg. Foto: Henrik Ole Jensen/Herning Folkeblad
Henrik Ole Jensen/Herning Folkeblad
Team Sydhavsøerne har haft store forsvarsmæssige problemer i de seneste kampe, men træner Klavs Bruun Jørgensen håber på bedring i dagens udekamp mod Faaborg.
Det så ikke godt ud, da Team Sydhavsøerne i søndags lukkede hele 38 mål ind mod Rækker Mølle i håndboldens 1. division. Forsvaret var nærmest ikke eksisterende. og det har desværre været mere reglen end undtagelsen i denne sæson.
Træner Klavs Bruun Jørgensen vil gerne praktisere et offensivt forsvar, hvor hver enkelt spiller støder frem og tackler sin direkte modstander. Det kan give huller bagved, hvis sammenhængskraften ikke er som den skal være, samtidig med at det tager noget tid, at få spillet et så offensivt forsvar ind på rygraden.
De automatismer har Klavs Bruun Jørgensen endnu ikke fået indarbejdet hos spillerne, og det kommer bag på træneren selv.
- Det er selvfølgelig mit ansvar, at det ikke fungerer. Men jeg er overrasket over, at vi ikke er kommet længere. Kommunikationen omkring hvad jeg mener, har åbenbart ikke været tydelig nok, og det har vi snakket om i den forløbne uge. Det positive, set fra mit synspunkt er, at det vi skal rette til er simpelt nok, og efter vi har set kampen fra i søndags igen, så håber jeg på, at spillerne nu har set de fejl vi begår, så det ikke sker igen, siger Klavs Bruun Jørgensen, der havde samlet spillerne til videosession og et lille møde i mandags, hvor tingene blev snakket igennem.
Intet krisemøde
- Krisemøde vil jeg ikke kalde det, men det er klart, at når man taber tre kampe i træk og især på den måde vi har gjort det, så er der nogle ting, der skal snakkes igennem, og det har vi gjort, lyder det fra Klavs Bruun Jørgensen, der med de tre seneste nederlag har spillet sig helt ud af topstriden.
- I sidste sæson var vi i en lignende situation, og fik vendt det med ti sejre i træk. Den chance får vi ikke i år, da topholdene er bedre i denne sæson, og vi mangler noget niveaumæssigt. Nu gælder det om, at holde ved det brede midterfelt og gå efter sjettepladsen og på sigt fjerdepladsen, som vi stadig kan nå, siger Klavs Bruun Jørgensen, der dog må skæve ned til nedrykningsstregen, der kun er tre point væk.
Derfor skal aftenens udekamp mod oprykkerne fra Faaborg ubetinget kaste to point af sig, for at presset nedefra ikke skal blive unødvendigt stort.
- Men det bliver ikke nemt i Faaborg. De kommer med alt hvad de har, og kan jo godt se, at de skal møde et såret dyr. De har gjort det godt de seneste fire kampe og har en keeper, der har stået rigtig godt, konstaterer cheftræneren, der dog fornemmer at alvoren er gået op for spillerne.
Nyoprykkere til 1. division
Team Sydhavsøerne må undvære den skadede Kasper Manfeldt, men ellers er det en fuld trup, der sætter kursen mod Sydfyn.
Faaborg har efter en årrække i de lavere divisioner igen indfundet sig i landets næstfineste selskab. Her har de fået en svær start med blot tre point i 12 kampe, men i deres seneste kamp spillede sydfynboerne uafgjort på udebane mod Tønder. Deres eneste sejr er noteret mod det andet oprykkerhold Norddjurs, der blev slået hjemme i Faaborg, hvor de har været tæt på i flere andre kampe, der ikke er faldet ud til deres fordel til sidst.
Der er kampstart kl. 19:30 i Faaborg og Radio SydhavsØerne sender direkte fra opgøret.
Seneste artikler
Kaj og Nannas Chevrolet var med i 1937 - nu skal den køre foran kronprinsen
Christian Jensen gav hug til Lars Boje og hyldede anonyme kilder
Ny streetbasketbane åbnet i Nakskov
Lokale folkeskoler blandt landets mest fagligt udfordrede
Stopper efter 140 år: - Vi kan ikke betale købmanden med traditioner
Mest læste artikler
Bar lukker: - Tiden er kommet til at sige farvel
Indisk milliardær forpagter ikonisk kro
Dronning Mary deltager i afsløring på Lolland
Shelter brændt ned: Politiet efterforsker som brandstiftelse
De flyttede fra København til Lolland – og vil aldrig væk igen