Forsvarsklippe på kontrakt i Alliancen

En af forårets bedste Alliance-spillere er kommet på kontrakt. Søren Jensen satte i går sin signatur på en aftale, der træder i kraft med virkning fra 1. april og løber frem til 31. december 2011.

- Vi synes, Søren har gode kvaliteter både på og uden for banen, siger Alliancens manager Jesper Tollefsen og sætter ord på de kvaliteter:

- Han er venstrebenet og har fysik som en midterforsvarer, men gør det bestemt også godt på venstre back. Hans teknik er også ok, men her ser jeg stadig udviklingspotentiale. Uden for banen vil jeg rose hans indstilling. Han er ydmyg og hårdtarbejdende og vellidt af alle i truppen.

Søren Jensen stod på nippet til en kontrakt allerede som ungdomsspiller efter, at Carsten Broe havde givet ham debut i 1. division som blot 16-årig - 5. juni 2006 mod AB.
Men på grund af forskellige skader røg han tilbage i hierarkiet og spillede mest for B.1921

Først i denne sæson har han bidt sig fast på Alliancens hold, og nu får han for første gang i karrieren løn for at spille fodbold.

- Det betyder en hel del for mig. Det er en stor bekræftelse af det, jeg render og laver hver dag. Det viser, at de satser på mig, siger den 20-årige forsvarer, der arbejder som tømrer hos Leif Chortzen.

Klubben har skrevet kontrakt med 20-årige Søren Jensen.

Offentliggjort Sidst opdateret