"Forsvarsminister" klar til at blive i NFH

For snart tre uger siden fik playmaker Ida Olesen bortopereret sin galdeblære. Det kostede to kampes pause. Men nu er hun tilbage.
- Jeg er stadig et stykke fra mit topniveau. Man skal jo have hovedet med, og jeg går måske stadig og er lidt utryg. Jeg har jo ikke super meget lyst til at få et slag i maven, når jeg løber rundt med fire huller derinde, forklarede den 22-årige spilstyrer efter storsejren over Ydun søndag.

Hun går ligesom det meste af truppen og overvejer det toårige kontrakttilbud, hun har fået.
- Jeg snakker med både Torsten Ljungstrøm, Henrik Hansen og “Smøller”, og jeg tror, vi finder en løsning snart, siger playmakeren og forsvarsdirigenten og lader forstå, at det handler om kontraktmæssige detaljer:
- Der er ingen underskrift endnu, men jeg satser på at blive i NFH.

Foto: Ida Olesen.

Forsvarskrumtap og playmaker Ida Olesen håber på en snarlig afklaring på fremtiden.

Offentliggjort Sidst opdateret