Fernando Torres var fuldstændig forvandlet, da han med to scoringer sikrede Liverpools 2-0-sejr over topholdet Chelsea.
Mens spanieren hidtil i sæsonen har leveret den ene svage præstation efter den anden, udgjorde han en konstant trussel for Chelseas forsvar på Anfield. Og med to mål fordoblede spanieren sin samlede målscore i Premier League til fire.
Liverpools succes var udover spanierens brillans i angrebet funderet på en stærkere og bedre struktureret præstation på midten af banen og i opspillet.
Således var Steven Gerrard i dagens anledning af træner Roy Hodgson sendt tilbage på midtbanen, hvor kaptajnen i høj grad var med til at styre og kontrollere hjemmeholdets spil.
I første halvleg flammede spillegejsten hos de røde fra Merseyside, og så langt holdt spådommen fra træner Roy Hodgson, som på forhånd havde advaret topholdet.
- Jeg kan garantere vore fans, at de ikke kommer til at se Chelsea forlade banen, uden at de har mærket en fantastisk fight fra os, sagde englænderen på pressemødet inden kampen.
Men da holdene gik ud til anden halvleg var det med byttede roller. Chelsea pressede Liverpool langt oppe på banen over de sidste 45 minutter, hvor først topscorer Malouda og senere Nicolas Anelka var tæt på at snyde en hurtigt reagerende målmand Pepe Reina.
Sejren var den fjerde i træk for Liverpool, som efter en historisk elendig indledning på sæsonen først fik kæmpet sig over nedrykningsstregen i sidste weekend, da Maxi Rodrigues sikrede en spinkel 1-0 sejr over Bolton.
Med nederlaget forspildte Chelsea chancen for at rykke afgørende fra Manchester United og Arsenal i toppen af ligaen. /ritzau/
Seneste artikler
Forbund advarer om alvorlige SFO-besparelser
- Der er sprængstof i den sag her
Langholt-lukning: Det gør Lolland Kommune nu
Spærring af bro forlænget med en måned: Her er årsagen
Det, han så som dreng, fulgte ham resten af livet
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker