Fra rulleskøjter til cykler: Vestjysk keramik er en millionforretning

Jacob Csizmadia tog sagen i egen hånd i 2004 og oprettede Ceramicspeed, som er vokset støt siden da. I 2021 omsatte virksomheden for cirka 130 millioner kroner. Foto: Bo Amstrup / Ritzau Scanpix/Ritzau Scanpix

Jacob Csizmadia startede med at bygge kuglelejer i sin lejlighed i Holstebro. I dag har han en millionforretning, som er bygget op omkring cykelsporten.

Offentliggjort Sidst opdateret

Efter 24 timer med rulleskøjter på fødderne og linoleum under hjulene smider Jacob Csizmadia sig på gulvet i Bilka i Holstebro. Han har slået verdensrekorden.

Som den første nogensinde gennemfører han et døgns kørsel med en gennemsnitsfart på over 20 kilometer i timen og kører 505 kilometer.

Hvad han ikke ved, da han udmattet ligger der på det hvide gulv, er, at han i månederne op til rekordforsøget har lagt grundstenene til sin egen fremtid.

Den type kuglelejer, han selv har installeret i hjulene på rulleskøjterne, bliver nemlig omdrejningspunkt for hans virksomhed, der i 2021 omsatte for cirka 130 millioner kroner.

- Det begynder at blive rigtig sjovt nu, siger Jacob Csizmadia.

Ceramicspeed lever højt på, at cykelsport er blevet et våbenkapløb. Jo bedre udstyr, jo større chance for at vinde.

- De såkaldte "marginal gains" er blevet vigtigere i årenes løb, siger Brian Nygaard, der arbejdede som kommunikatør og direktør i cykelbranchen i 00'erne og 10'erne og i dag er ekspert hos DR.

- Store løb bliver vundet med meget små forskelle, og derfor er det utrolig væsentligt, at holdene ikke mister procenter, fordi andre har bedre materiel.

I våbenkapløbet betragtes Ceramicspeeds kuglelejer som nogle af de bedste, fordi kuglerne er lavet af keramik i stedet for stål.

Kuglelejer sidder blandt andet i hjul og får dem til at dreje rundt. Jo bedre de er, jo mindre friktion skaber de, og jo hurtigere ruller cyklen.

- Keramik er meget hårdere end stål, så holdbarheden er meget længere. Jeg kan kun sige positive ting om Ceramicspeed, siger Rune Kristensen, der er mekaniker på et af de største cykelhold, Ineos.

- Vi kører desværre ikke med Ceramicspeed, men jeg kan sige så meget, at jeg på min egen cykel har alle deres produkter.

Jacob Csizmadia var en ivrig rulleskøjteløber i slutningen af 90'erne, hvor han var sponsoreret af den store svenske producent SKF.

Op til sit rekordforsøg i Bilka i 1998 havde han hørt om kuglelejer lavet med keramiske kugler. Sådan nogle ville han have SKF til at levere. Det lykkedes efter lidt tovtrækkeri. De var nemlig meget dyre.

- Problemet var bare, at der gik ikke mere end 14 dage, før de ikke fungerede længere. Så jeg sad i min lejlighed og skilte dem ad og skiftede komponenter. Det hjalp i rekordforsøget, siger Csizmadia.

Da han efter rekordforsøget blev ansat hos SKF, identificerede han muligheden for at gøre keramiske kuglelejer til et produkt for cykelsporten.

Bjarne Riis blev hurtigt overbevist, men da Csizmadia i 2001 fik lov at komme med CSC-Tiscali til Tour de France, mødte han ikke meget velvilje.

- Jeg tænkte, at inden jeg var hjemme, havde jeg solgt produkterne til ti hold, men der var ingen, der gad høre om det. Når jeg fortalte, at det kunne give dem to-tre procent, var de ikke interesserede.

- For 20 år siden var folk ligeglade. Da handlede det om at få en god læge, siger Csizmadia med henvisning til, at doping fyldte meget.

Brian Nygaard er enig i, at fokus på de små procenter var mindre i begyndelsen af 00'erne, hvor han selv entrerede sporten.

- Der var fokus på udstyr, men det var først fra 2009, da Team Sky kom til, at det virkelig tog fart. I dag er det utænkeligt, at de store cykelhold ikke har ansatte med teknologisk indsigt.

Han startede selv på rulleskøjter, men cykler er blevet omdrejningspunkt for Jacob Csizmadias forretningseventyr. I dag sponsorer Cerarmicspeed flere af verdens største cykelhold, og nogle af de trøjer, holdene har kørt i, hænger på rad og række i hovedkvarteret i Holstebro. Foto: Bo Amstrup / Ritzau Scanpix/Ritzau Scanpix

- Tidligere var der nok en kompetencemangel. Sportsdirektører havde ikke redskaberne til at forstå ny teknologi. Folk, der kom udefra med nye produkter, blev betragtet som et irritationsmoment, siger Nygaard.

Han er desuden enig med Jacob Csizmadia i, at det øgede fokus på udstyr er et udtryk for en renere sport.

- Man søger fordele på en helt anden måde, end man gjorde medicinsk for - nok desværre - mindre end 20 år siden.

Cykelholdene troede ikke på keramiske kuglelejer, og derfor forsvandt interessen fra SKF, som desuden ikke kunne levere de nødvendige produkter til cykeludstyr.

Til sidst opgav Csizmadia at overbevise sin arbejdsgiver. Derfor sagde han op, og i 2004 så Ceramicspeed dagens lys.

Da begyndte arbejdet med at udbrede produkterne ved at besøge cykelhold og cykelhandlere. Samarbejdet med Bjarne Riis fortsatte, og derigennem fik Csizmadia vigtige kunder, der fik forretningen til at vokse.

- Det var fedt for en lille iværksætter at få en basisindtægt.

Der sidder kuglelejer flere steder på en cykel. Blandt andet sidder de i midten af hjulet - i navet. Der sørger de for, at hjulet drejer rundt. Et kugleleje fungerer på den måde, at et antal kugler ruller mellem en ydre og en indre ring. Foto: Bo Amstrup / Ritzau Scanpix/Ritzau Scanpix

Konkurrenter med svingende kvalitet er kommet til, men omsætningen i Holstebro stiger alligevel markant år for år.

Ceramicspeed er i dag sponsor for flere store cykelhold og har partnerskaber med cykelfabrikanter som Specialized og Trek.

Produktkataloget er blevet udvidet, og nogle produkter er blevet fænomener på sociale medier blandt cykelnørder i hele verden. Det gælder især de såkaldte "over sized pulley wheels".

- Ligesom for alle andre leverandører i cykelsporten er motionister vores største forretning.

Nu fylder cykling 80 procent af forretningen. De sidste 20 procent udgøres af salg til fabrikker, der har maskindele, der skal dreje rundt.

Csizmadia drømmer om, at industridelen bliver dominerende.

- Der er ti millioner fabrikker globalt, der bruger lejer i forskellige afskygninger, så potentialet er gigantisk.

Et af de mest populære produkter i Ceramicspeeds sortiment er det såkaldte Oversized Pulley Wheel System. Her er pulleyhjulene forstørret kraftigt og skaber derfor mindre friktion, når kæden snor sig om dem, fordi kæden "knækker" mindre, end hvis pulleyhjulene er betydeligt mindre. De overdimensionerede pulleyhjul er blevet et statussymbol blandt cykelentusiaster på sociale medier. Foto: Bo Amstrup / Ritzau Scanpix/Ritzau Scanpix

/ritzau/

Alle Ceramicspeeds kuglelejer bliver håndbygget i hovedsædet i udkanten af Holstebro, hvor virksomheden har været placeret, siden den ret hurtigt voksede ud af Jacob Csizmadias lejlighed på tredje sal inde i byen. Foto: Bo Amstrup / Ritzau Scanpix/Ritzau Scanpix

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu