Frank Høj afviser Kyllingens anklager
Det er nogle detaljerede og belastende oplysninger om Frank Høj, som den tidligere cykelrytter Michael Rasmussen kommer med i sin bog "Gul feber".
Frank Høj var med på OL-holdet i Athen i 2004, og her dopede de danske cykelryttere sig ifølge Michael Rasmussen, som også var med på det olympiske hold.
I bogen "Gul feber" beskriver Michael Rasmussen, hvordan Frank Høj havde gemt doping i sin MP3-afspiller.
- Det var fem topprofessionelle ryttere, der august mødtes til OL i Athen. Hvad vi talte om? Doping, naturligvis.
- En eller anden, jeg husker ikke hvem, spurgte på et tidspunkt, om der var nogen, der havde noget at "køre på" til på lørdag. Frank Høj rakte hånden i vejret. "Nu skal I bare se her".
- Han hentede sin lille MP3-player frem og åbnede batterikassen, der lige præcis var stor nok til, at der kunne ligge en én milliliter kortison-ampul i et af de to hulrum.
- Han havde viklet lidt tape om, så den ikke lå og raslede, når den skulle smugles igennem sikkerhedstjekket til OL-byen. Det var nok i den ene ampul til os alle.
- Derefter gik hver især ind på vores værelser og tog, hvad vi skulle bruge. Frank og jeg tog lidt; det tror jeg også, at Nicki (Sørensen, red.) gjorde. Bo (Hamburger, red.) tog det ikke, da han ikke brød sig om kortison.
- Det er heller ikke min fornemmelse, at Lars Michaelsen tog noget. Frank kørte efterfølgende, som var der ild i ham og blev nummer seks, lyder det i bogen.
Frank Høj afviser beskyldningerne i en lang skriftlig redegørelse til B.T.
- Jeg er målløs, frustreret og selvfølgelig også dybt ked af, at Michael Rasmussen fremkommer med en så voldsom og æreskrænkende opdigtet historie om mig og jeg kan kun beklage, at der åbenbart findes mennesker, der vil sige hvad som helst for at få reduceret sin karantæne for doping og samtidig fjerne fokus fra egne fejltrin.
- Michael Rasmussen valgte en karriere som aktiv cykelrytter baseret på bedrag og løgne og har udtalt, at dette ikke gav ham samvittighedskvaler. Den udtalelse siger måske i virkeligheden alt, skriver Frank Høj til BT og fortsætter:
- I hvert fald er det en kendt sag, at Michel Rasmussen gentagne gange har haft en noget lemfældig omgang med sandheden, særligt hvis det har tjent ham et formål, og jeg må desværre konstatere, at han ud fra det uddrag af hans bog, som jeg har haft adgang til, åbenbart fortsætter i det spor.
- Det er overordentligt beklageligt og direkte ødelæggende for antidopingarbejdet, hvis det er sådanne løgne Michael Rasmussen har fremført overfor antidoping-myndighederne og endnu mere, at han opnår strafnedsættelse på baggrund heraf.
/ritzau/
Seneste artikler
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
1039 virksomheder har fået indskærpet sikkerhed efter CPR-læk
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker