De har fået et nyt og giftigt våben i Randers FC. Det siger alle spillere og trænere efter søndagens overlegne 4-0-sejr over FC Nordsjælland i forårspremieren i Superligaen.
Farlige Frank, som Frank Kristensen tidligere er blevet døbt, viste nemlig sit enorme værd i sin debut.
For det første scorede den nye angriber, og for det andet formåede han at tiltrække stor opmærksomhed fra forsvarsspillerne. Noget, der gav ekstra plads til Jonas Kamper og Ousmane Sarr på kanterne.
- Det blev noget nemmere i dag, end jeg havde regnet med. Og nu kom både holdet og jeg personligt godt i gang, så det er dejligt, siger Frank Kristensen.
Siden 1999 har han optrådt for FC Midtjylland, men denne vinter sluttede det ægteskab.
- Det er da en speciel følelse, for jeg har et kæmpe hjerte for FC Midtjylland. Men jeg er jo professionel fodboldspiller, og heldigvis spiller de jo også fodbold her i Randers, siger Frank Kristensen.
Og dybest set er det ligegyldigt for Frank Kristensen, hvor han spiller. Målet er det samme, nemlig at blive alle tiders mest scorende spiller i Superligaen. Indtil videre har han scoret 109 mål, og det er 30 færre end rekordholderen Søren Frederiksen.
- Så det kommer vel til at tage 60 kampe, siger Frank Kristensen med et skælmsk smil.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned