Frank Rijkaard går på frivillig trænerpension
Han har været hollandsk landstræner og har ført Barcelona til Champions League-triumf, men nu er trænerkarrieren slut for Frank Rijkaard.
Den 51-årige hollænder har ikke haft et trænerjob, siden han blev fyret som saudiarabisk landstræner for 14 måneder siden, og han er ikke på jagt efter et nyt. Han har ganske enkelt mistet interessen for at stå i spidsen for sit eget hold.
- Som det ser ud nu, bliver jeg ikke cheftræner igen. Jeg har ikke noget ønske om et comeback, siger den tidligere storspiller til fodboldmagasinet Voetbal International.
- Jeg er taknemmelig for alt, hvad jeg har opnået i fodbold, men nu vil jeg hellere beskæftige mig med andre ting, tage ud og se kampe og diskutere dem bagefter. Jeg ønsker ikke at stå på sidelinjen som 60-årig, siger Rijkaard.
Efter en stor spillerkarriere blev han i 1998 indsat som hollandsk landstræner, men trak sig i 2000, da det ikke lykkedes at vinde EM-titlen foran eget publikum.
Derefter blev det et par år i Sparta Rotterdam, inden han overtog FC Barcelona i 2003 og fem år frem.
I den periode blev det til to spanske mesterskaber og Champions League-sejren i 2006, hvor Arsenal blev slået i finalen. Den præstation indbragte ham samme år Uefas udmærkelse som årets træner i europæisk fodbold.
Siden fulgte et engagement i Galatasaray, inden han i 2011 tog til Saudi-Arabien til det job, der efter planen blev hans sidste som cheftræner.
/ritzau/
Seneste artikler
Maribos bymidte skal udvikles: Nu kan alle byde ind
Heino Knudsen på vej videre: Det skal han
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker