Fränk Schleck havde frygtelig dag

Håbet på Team Saxo Bank var, at Fränk Schleck på onsdagens enkeltstart i Vuelta a España kunne have bragt sig nærmere løbets førertrøje.

Det gik stik modsat. Schleck måtte nøjes med en 51.-plads og er nu 3,44 minutter fra den førende rytter, Vincenzo Nibali fra Liquigas.

- Det var en frygtelig enkeltstart for mig. Det var fladt, lige ud og på store veje hele tiden, vinden skiftede, og det var meget hårdt for mig, siger Schleck til sporten.tv2.dk.

Han er dog stadig optimistisk omkring sine muligheder for at opnå en podieplads i løbet.

- Jeg synes, jeg gjorde det okay for sådan en lille, tynd fyr som mig. Jeg var bange for at miste for meget tid, men jeg er firer samlet og tæt på at være på podiet, siger Schleck, der på lørdag kan se frem til en bjergetape som sidste mulighed for at rykke rundt i den samlede stilling.

- Jeg beviste forleden, at jeg er god i bjergene, og der venter en rigtig hård etape lørdag - så det glæder jeg mig til, forklarer han.

Den nye mand i førertrøjen, Nibali, frygter dog ikke Fränk Schleck. Han har en føring på 39 sekunder til Ezequiel Mosquerra.

- Der er kun Mosquerra at bekymre sig om nu. Men han bliver også en alvorlig trussel. Han er en fremragende bjergrytter, og der er stadig en stor bjergdag, inden vi når Madrid siger Nibali, der undervejs var ramt af en punktering, og som også kunne fortælle om en hård enkeltstart.

- Første halvdel af ruten var virkelig hård med stærk modvind, og jeg følte mig ikke godt tilpas. Heldigvis gik jeg ikke i panik, og jeg tabte kun lidt tid - det kunne være gået meget værre, mener Nibali.

/ritzau/

Fränk Schleck havde det frygteligt på onsdagens Vuelta-enkeltstart, men er stadig optimistisk omkring at ende på podiet i løbet.

Offentliggjort Sidst opdateret