Frankfurt-helt: Helt ubegribeligt

Eintracht Frankfurt gik med finalesejren over Rangers ubesejret gennem Europa League. Foto: Susana Vera/Reuters

Kevin Trapp sender stor tak til de ellevilde Frankfurt-fans efter finalesejren over Rangers.

Offentliggjort Sidst opdateret

Eintracht Frankfurts spillere brugte lang tid på at takke sine mange og dedikerede medrejsende fans efter Europa League-finalesejren over Rangers.

Igen havde de båret deres hold frem til triumf.

Jublen ville ingen ende tage, og det tyske holds store helt målmand Kevin Trapp kunne dårligt begribe, hvad han havde oplevet.

- Jeg kan ikke tro det, jeg kan ikke tro det. Vi er mestre.

- Vi er alle helte. Uden fansene have vi aldrig klaret det, sagde den tyske sidsteskanse ifølge AFP.

Til danske TV2 Sport fulgte han siden op med konstateringen:

- Jeg troede, jeg ville bryde sammen i gråd, hvis vi vandt. Men jeg føler næsten ingenting lige nu, fordi det er så svært at tro på.

Kevin Trapp blev selv en af de største helte på banen med en mirakelredning på stregen, da Ryan Kent skød kort før afslutningen på den forlængede spilletid.

Derefter leverede Trapp også en redning på Aaron Ramseys spark i straffesparkskonkurrencen.

- Jeg stolede på min fornemmelse, siger Trapp ifølge NTB om den bedrift.

Med finalesejren gik Eintracht Frankfurt ubesejret gennem turneringen.

Rangers tabte otte kampe i løbet af turneringen. Heraf to i Champions League-kvalifikationen og seks i Europa League inklusive slutkampen.

- Vi spillede 13 kampe i Europa, og vi tabte ikke en eneste, konstaterer Frankfurt-træner Oliver Glasner.

- Vi tog det skridt for skridt, og til slut fik vi belønningen. Jeg har ingen ord til at beskrive, hvad jeg føler for spillerne, lyder det ifølge Reuters.

Finalenederlaget satte sig dybt i Rangers-midtbanespiller John Lundstram.

- Det er en hård en af sluge, at tabe efter straffespark. Det er hjerteskærende. Vi kunne have vundet, men hvilken redning (på Ryan Kents skud), hvad kan man gøre ved det. Jeg er helt ødelagt. Mit hjerte er helt knust, siger Lundstram ifølge uefa.com.

/ritzau/