Frankfurts drømmemål rækker kun til uafgjort mod Barcelona
Ansgar Knauff gik amok efter sit mål mod Barcelona. Øjeblikket efter dette foto blev han overfaldet af Jesper Lindstrøm og de øvrige holdkammerater. Foto: Kai Pfaffenbach/Reuters
Jesper Lindstrøm spillede 73 minutter, da Eintracht Frankfurt fik 1-1 hjemme mod Barcelona i Europa League.
Eintracht Frankfurt har fået et fint udgangspunkt efter den første Europa League-kvartfinale mod FC Barcelona.
Den tyske klub kan rejse til Spanien med 1-1 i bagagen efter torsdagens hjemmekamp.
Ud over et fornuftigt resultat kan Frankfurt-lejren glæde sig over, at Barcelona til fulde blev matchet spillemæssigt, og tyskerne havde flest og størst muligheder.
I begyndelsen af anden halvleg scorede Ansgar Knauff et drømmemål til 1-0, men desværre for ham og holdkammeraterne udlignede Ferrán Torres for Barcelona.
Den danske landsholdsspiller Jesper Lindstrøm var med i 73 minutter og gjorde en god figur, da han lejlighedsvis fik vist prøver på både sin høje fart, raffinerede boldkontrol og sit store overblik.
Lindstrøm burde blandt andet være blevet noteret for en assist allerede efter seks minutters spil, men holdkammeraten Djibril Sow formåede ikke at omsætte danskerens flotte aflevering til mål. Fra en fri position nær straffesparkspletten skød Sow forbi mål.
Selv om Barcelona vanen tro havde bolden mest, var Frankfurt det mest chanceskabende hold i første halvleg, men uden at blive belønnet for ihærdigheden.
Inden pausen nåede hjemmeholdet at få tilkendt et straffespark, men kendelsen blev omgjort efter et VAR-gennemsyn.
Anden halvleg var under tre minutter gammel, da stemningen på Deutsche Bank Park eksploderede efter et forrygende mål.
Efter et hjørnespark dumpede bolden ned for fødderne af Ansgar Knauff, der stod uden for feltets bue, og han halvflugtede bolden i målhjørnet med stor kraft.
Det kunne være blevet 2-0 til Frankfurt, men i stedet udlignede Barcelona midt i anden halvleg. Frenkie de Jong og Ferrán Torres spillede bandespil i feltet, før Torres sparkede bolden fladt i mål.
Siden blev hjemmeholdet også reduceret til ti mand, da brasilianeren Tuta fik sit andet gule kort, men Frankfurt kæmpede ufortrødent videre og jagtede sejren.
Den fik Frankfurt ikke, men Jesper Lindstrøm og co. kan trods alt tage 1-1 med til næste uges returkamp på Camp Nou.
/ritzau/
Seneste artikler
Live: 58-årig tiltalt for at groome, voldtage og true plejedatter
Stor eftersøgning ved den nye Storstrømsbro
21-årig tilstår: Det kylede han mod lastbil på motorvej
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie