Frankrig forsøger at tæmme virusudbrud inden VM-finale
Ibrahima Konaté (længst til venstre) og Raphaël Varane (nummer tre fra venstre) udgjorde det franske midterforsvar mod Marokko. Ingen af dem var på træningsbanen fredag. Foto: Lee Smith/Reuters
Landstræner Didier Deschamps lader sig ikke stresse før Frankrigs VM-finale mod Argentina.
Et mindre sygdomsudbrud har ramt den franske landsholdstrup på det værst tænkelige tidspunkt.
Dagen før VM-finalen mod Argentina, der spilles søndag i Qatar, er der sat spørgsmålstegn ved flere af de franske spillere, som er blevet smittet i ugens løb.
Ved fredagens fælles træning stod Ibrahima Konaté, Raphaël Varane og Kingsley Coman over på grund af sygdom. Konaté og Varane udgjorde det franske midterforsvar i semifinalen mod Marokko. En kamp, som Frankrig vandt 2-0.
Tidligere på ugen var også Adrien Rabiot og Dayot Upamecano ramt, og ingen af dem deltog i onsdagens semifinale mod Marokko. Rabiot og Upamecano var til gengæld tilbage på træningsbanen fredag.
Frankrig gør en stor indsats for at forhindre yderligere smitte, beretter landstræner Didier Deschamps.
- Vi forsøge at tage flest mulige forholdsregler. Vi tilpasser os og håndterer det uden at overdrive. Det er selvfølgelig noget, vi er opmærksomme på. Hvis det ikke var der, ville det være bedre, men vi håndterer det, så godt vi kan, siger han ifølge Reuters på lørdagens pressemøde.
Tidligere på ugen sagde træner Deschamps, at han mistænker de mange airconditionanlæg for at medvirke til spillernes influenzalignende symptomer.
Landstræneren står i sin tredje VM-finale. En af dem var som spiller, mens to har været som træner. Han er dermed godt trænet i at bevare koncentrationen og undlade at lade sig påvirke af problemerne.
- Jeg stresser ikke over det og bekymrer mig ikke om det. Når man forbereder sig til sådan en kamp, er det vigtigste at bevare roen, forklarer han.
Finalen mellem Frankrig og Argentina fløjtes i gang klokken 16 dansk tid søndag.
Frankrig kan vinde VM for anden gang i træk. For fire år siden gik det ud over Kroatien, som blev slået 4-2 i Rusland med Deschamps på sidelinjen.
/ritzau/
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned