Frankrig indleder EM med sikker sejr over Kroatien
Der var drama undervejs, da Frankrig åbnede EM med sejr over Kroatien. Foto: Ognen Teofilovski/Reuters
Ognen Teofilovski/Reuters
Frankrig, Sverige og Norge fik alle en god start på håndbold-EM med komfortable sejre. Værten Ungarn skuffede.
Frankrigs forsvarende olympiske mestre fik torsdag aften en god start på herrernes håndbold-EM.
I opgøret mod Kroatien, der i en årrække har været en lækkerbisken i international herrehåndbold, sejrede Frankrig med 27-22 i gruppe C, hvor Serbien tidligere torsdag slog Ukraine.
Frankrig havde overhånden fra start til slut, og sejren kom aldrig i fare.
Frankrig var flyvende fra start og var foran med 7-2, inden de første ni minutter var rundet.
Kroatien var ramt af en del afbud, og af coronamæssige årsager måtte de to profilerede playmakere Domagoj Duvnjak og Luka Cindric fra henholdsvis THW Kiel og Barcelona blandt andet stå over.
Alligevel arbejdede Kroatien sig ind i kampen, og halvvejs var holdet blot bagud med spiselige 11-13.
I store dele af anden halvleg vekslede Frankrigs føringer på mellem tre og fire mål, og da Kroatien fik færten af at komme tilbage ved 19-21, blev holdet ramt af en udvisning, så Frankrig igen kunne bygge på føringen.
Kampen blev reelt afgjort, da Frankrig med fem minutter tilbage kom foran med 25-20, og sejren endte da også på fem måls margin.
Andre EM-medaljekandidater som Sverige og Norge indledte også turneringen med sejre.
I gruppe E sejrede Sverige med 30-18 over Bosnien-Hercegovina efter 17-11 ved pausen.
Tidligt i kampen skabte svenskerne et hul, som bosnierne aldrig var i nærheden af at lukke.
Slovakiet hang på lidt længere mod Norge. Slovakkerne vendte 0-3 til 8-7, men derfra var Norge bedst og gik til pause med føringen 15-11.
Norge trak yderligere fra efter pausen og vandt med 35-25.
Ungarns værter, som regnes blandt turneringens outsidere, fik derimod en forfærdelig start på turneringen.
Holdet var storfavorit mod Holland, men måtte se sig slået med 28-31 i gruppe B.
Seneste artikler
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
1039 virksomheder har fået indskærpet sikkerhed efter CPR-læk
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker