Frankrig slår skotterne i EM-generalprøve
Det endte med endnu en fransk sejr inden EM-turneringen på hjembane, da Skotland tabte med 0-3.
Frankrig ligner lige nu et af de bedste bud på en kommende europamester, efter at de franske fodboldstjerner vandt 3-0 hjemme over Skotland.
Sejren fulgte op på den franske 3-2-sejr over Cameroun i mandags, og Didier Deschamps' tropper var endnu bedre kørende lørdag aften i den franske by Metz.
Kampen mod Skotland var Frankrigs sidste testkamp inden slutrunden på hjemmebane, og det blev en god generalprøve.
Arsenal-angriberen Olivier Giroud scorede to mål i første halvleg, hvor klubkammeraten Laurent Koscielny også nåede at komme på tavlen inden pausefløjtet.
I anden halvleg blev der ikke scoret yderligere, selv om den indskiftede Atlético Madrid-angriber Antoine Griezmann var tæt på med et hovedstød i overtiden.
Frankrig åbner EM-turneringen mod Rumænien på fredag i den første kamp i det indledende gruppespil.
Kroatien fik også en god optakt til EM tidligere lørdag aften, da det endte med en knusende sikker sejr på 10-0 over lilleputnationen San Marino.
Juventus-angriberen Mario Mandzukic scorede hattrick i første halvleg og blev udskiftet med Fiorentina-angriberen Nikola Kalinic, som kom ind og bidrog med endnu et hattrick.
Også FC Barcelona-stjernen Ivan Rakitic, Inter-spilleren Ivan Perisic, anfører Darijo Srna samt Marko Pjaca kom på måltavlen i løbet af storsejren, som blev den største i Kroatiens historie.
I en af lørdagens øvrige testkampe vandt Holland, der ikke er kvalificeret til EM, med 2-0 ude over Østrig, der er med ved EM. Målene blev sat ind af Vincent Janssen og Georginio Wijnaldum.
Endelig spillede Slovakiet og Nordirland 0-0 i en mindre profileret testkamp lørdag aften.
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde