Frankrig vil synge engelsk nationalsang før fodboldkamp
Harry Kane og resten af Englands fodboldlandshold kan forvente opbakning fra et helt stadion, når Frankrig og England spiller venskabskamp tirsdag. Foto: /ritzau/AP/Scott Heppell
/ritzau/AP/Scott Heppell
I Frankrig planlægger man at vise støtte til Englands fodboldlandshold, som spiller testkamp i Paris tirsdag.
Det engelske fodboldlandshold kan vente fuld opbakning på Stade de France i Paris tirsdag aften før venskabskampen mod Frankrig.
Den engelske nationalsang vil blive spillet efter den franske, og teksten vil blive vist på en storskærm på stadion i håbet om, at alle tilskuere vil synge med og vise deres støtte.
Baggrunden er, at man vil ære ofrene for de seneste angreb i Manchester og London.
- Hvis den engelske nationalsang bliver sunget, så vil jeg opfordre alle på stadion til at synge med, siger den franske forsvarsspiller Blaise Matuidi ifølge AFP i forbindelse med et af kampens pressemøder.
Det Franske Fodboldforbund (FFF) har bekræftet, at der vil blive holdt et minuts stilhed for ofrene, og både den franske præsident, Emmanuel Macron og den britiske premierminister, Theresa May, vil overvære kampen på stadion.
Englands Fodboldforbund (FA) gav samme opbakning den anden vej, da det franske landshold gæstede Wembley i 2015.
Dengang ønskede man at ære de mange døde efter angrebet i Paris forinden, og den franske nationalsang "Marseillaisen" bragede ud over Wembley i en stor fællessang.
Otte mennesker mistede livet i forbindelse med angrebet i London tidligere på måneden, og tre af personerne var franskmænd. Et angreb fra en selvmordsbomber i Manchester 22. maj kostede 22 mennesker livet.
Begge hold vil gå på banen tirsdag aften i Paris til lyden af Manchester-bandet Oasis' sang "Don't Look Back in Anger," som vil blive fremført af franske musikere.
Før der afholdes et minuts stilhed tirsdag, vil de to nationers spillere stå imellem hinanden på grønsværen og signalere enhed og fællesskab.
Sikkerheden omkring det engelske landshold i træningslejren i Frankrig er enorm, og journalister, der deltager i presseseancer, bliver undersøgt grundigt, før de får adgang.
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker