Frankrigs anfører droppet efter boykot

Anføreren for det franske fodboldlandshold, Patrice Evra, betaler nu prisen for holdets skandaleopførsel ved VM i fodbold.

Anføreren er blevet sat på bænken til den afgørende kamp i gruppe A mod Sydafrika, hvor Frankrig skal vinde for at holde liv i det spinkle håb om at gå videre til ottendedelsfinalerne.

Kampen begynder tirsdag klokken 16, og tilskuerne til kampen må ligeledes se langt efter to andre stjerner Eric Abidal og Florent Malouda, som også er droppet til kampen.

De franske spillere nægtede søndag at træne som kulmination på nogle stormomsuste dage, hvor angriberen Nicolas Anelka lørdag blev smidt hjem fra VM.

Det skete to dage efter et skænderi med landstræner Raymond Domenech i pausen af 0-2-kampen mod Mexico.

Det førte til spillernes træningsstrejke, som siden er blevet fordømt af stort set alle fra den tidligere verdensstjerne Zinedine Zidane til den franske sportsminister Roselyne Bachelot, som personligt har holdt møder med de stridende parter.

/ritzau/

Den franske anfører Patrice Evra er efter en træningsboykot droppet til holdets afgørende kamp mod Sydafrika ved VM. Også Eric Abidal og Florent Malouda er ude.

Offentliggjort Sidst opdateret