Fransk dommer suspenderes for at sparke ud efter spiller
Overraskede Nantes-spillere protesterede, da Diego Carlos søndag blev vist ud efter et sammenstød med dommer Tony Chapron. Foto: Scanpix/Loic Venance
Scanpix/Loic Venance
Frankrigs Fodboldforbund har suspenderet dommer Tony Chapron midlertidigt efter et sammenstød med en spiller.
Dommeren Tony Chapron er blevet midlertidigt suspenderet, efter at han sparkede ud efter Nantes-spilleren Diego Carlos under en fodboldkamp søndag i den bedste franske liga mellem Paris Saint-Germain og Nantes.
Episoden fandt sted i kampens overtid. Her løb Chapron og Carlos ind i hinanden, hvorefter dommeren faldt.
Tony Chapron følte angiveligt, at sammenstødet var bevidst fra Nantes-spillerens side og sparkede liggende ud efter Carlos.
Bagefter gav han spilleren det gule kort. Det resulterede i en udvisning, da det var Carlos' andet gule kort i kampen.
Den bizarre episode har mandag fået Det Franske Fodboldforbund til at suspendere Tony Chapron midlertidigt, skriver forbundet i en pressemeddelelse.
Også ligaens disciplinærudvalg skal tage stilling til Chaprons opførsel.
Udvisningen mødte store protester fra Nantes-spillerne, som efterfølgende har kritiseret dommeren.
- Jeg ved, at det er svært at dømme, men nogle gange må dommeren også være i stand til at sætte spørgsmålstegn ved sin egen ageren, siger Nantes-angriberen Valentin Rongier.
- Hvis vi (spillerne, red.) havde gjort noget lignende, havde vi fået karantæne i ti kampe, siger han.
PSG vandt kampen 1-0 på en scoring af Angel Di Maria.
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker