Fransk drømmekasse giver Real Madrid sejren på Mallorca
Real Madrids midtbanespiller Aurelien Tchouameni kunne fejre sin formidable scoring til 1-0 mod Mallorca. Foto: Albert Gea/Reuters
Real Madrid stillede op med flere reserver, da det spanske førerhold knebent vandt 1-0 ude over Mallorca.
Et langskud af høj kvalitet gjorde forskellen, da Real Madrid vandt 1-0 ude over Mallorca i den spanske La Liga.
Det var den franske midtbanespiller Aurelien Tchouameni, som stod for kampens enlige scoring.
Tre minutter inde i anden halvleg tog han chancen fra 28 meters afstand og fandt med et dykkende skud målhjørnet ude i højre side.
Med sejren topper Real Madrid ligaen med 78 point og har 11 point ned til FC Barcelona, der spiller senere lørdag aften ude mod Cadiz.
Real Madrid-træner Carlo Ancelotti har øjnene stift rettet mod Champions League-kvartfinalen ude mod Manchester City på onsdag. Det første opgør endte 3-3 i Madrid.
Derfor stillede Ancelotti op uden flere af stamspillerne, og blandt andre brasilianerne Vinicius Junior og Rodrygo sad på bænken fra kampens start.
Første halvlegs højdepunkt, som nærmest var det eneste af slagsen, kom, da Real Madrids offensive midtbanespiller Jude Bellingham ramte overliggeren.
Ellers var der generelt tale om en chancefattig og søvndyssende første halvleg.
I anden halvleg skruede Real Madrid op for tempoet, og det blev mere seværdigt og chanceskabende.
Real Madrid-reserven Brahim Díaz brændte en gigantisk chance, da Luka Modric havde sat marokkaneren op til en nem scoring.
Mallorca havde sporadiske chancer, og i tillægstiden var en løs bold fra Real Madrid-keeper Andrey Lunin nær ved at koste en udligning.
Lunin tabte bolden, men Mallorca-angriberen Vedat Muriqi var ikke i stand til at dreje bolden i kassen.
Atlético Madrid vandt tidligere lørdag med 3-1 hjemme over Girona, der har været sæsonens store overraskelse.
Girona har på tredjepladsen 65 point, mens Atlético Madrid på fjerdepladsen er noteret for fire point færre.
/ritzau/
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned