Fransk NBA-stjerne går på pension efter 18 sæsoner
Tony Parker spillede for San Antonio Spurs fra 2001 til 2018. (Arkivfoto) Foto: Streeter Lecka/Ritzau Scanpix
Streeter Lecka/Ritzau Scanpix
Tony Parker har spillet sin sidste kamp som professionel basketballspiller. Franskmanden stopper karrieren.
Den franske basketballstjerne Tony Parker har efter 18 sæsoner i verdens bedste liga, den amerikanske NBA, indstillet karrieren.
Det meddeler Parker mandag på sin Twitter-profil.
- Det er med en masse følelser i kroppen, at jeg stopper min basketballkarriere. Det var en fantastisk rejse, skriver Tony Parker.
Den 37-årige franskmand er én af de mest succesfulde ikkeamerikanere, der har spillet i NBA, og han var en vigtig brik for San Antonio Spurs, der mens Parker var i klubben fra 2001 til 2018 ofte var blandt de bedste hold i ligaen.
En række skader har i de seneste år gjort livet svært for Tony Parker, der i den igangværende sæson spillede for Charlotte Hornets.
- Ikke engang i mine vildeste drømme havde jeg troet, at jeg skulle opleve så mange utrolige øjeblikke i NBA og med det franske landshold, tak for alt, lyder det fra franskmanden.
Tony Parker nåede at vinde mesterskabet i NBA fire gange med San Antonio Spurs og blev seks gange valgt til ligaens All Star-hold.
Da San Antonio Spurs vandt mesterskabet i 2007, blev Parker kåret til finalekampenes bedste spiller.
Franskmanden nåede at spille 1254 kampe i NBA, hvori han i hver kamp i gennemsnit scorede 15,5 point og lavede 5,6 assister.
Seneste artikler
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet