Fransk svømmestjerne anklages for voldtægt af mindreårig
Yannick Agnel stoppede sin svømmekarriere efter OL i Rio i 2016. (Arkivfoto). Foto: Martin Bureau/Ritzau Scanpix
Yannick Agnel, der vandt to guldmedaljer ved OL i 2012, beskyldes for voldtægt af en pige på under 15 år.
En domstol i Frankrig skal tage stilling til en sag mod den tidligere topsvømmer Yannick Agnel.
Han beskyldes af anklagemyndigheden for at have voldtaget en pige på under 15 år tilbage i 2016. Og for at have begået seksuelt overgreb mod samme person. Det oplyser retskilder til nyhedsbureauet AFP.
På det påståede gerningstidspunkt var Agnel 24 år, mens pigen var 13 år.
Efterforskningen begyndte i sommeren 2021, hvor Agnel erkendte, at han havde haft samleje med den mindreårige pige. Ifølge svømmestjernen var der imidlertid tale om et kærligt forhold med samtykke fra pigen.
Den udlægning var den daværende anklager Edwige Roux-Morizot ikke enig i. Han forholdt sig til, at omstændighederne gjorde, at der "var tale om voldtægt og seksuelt overgreb på grund af aldersforskellen, fordi retssystemet anser, at der er tale om moralsk tvang".
Domstolen skal inden udgangen af april tage stilling til, om sagen skal droppes eller sendes videre i retssystemet. Yannick Agnel skal selv møde op i retten.
32-årige Agnel fik sit gennembrud, da han som teenager slog mesterskabsrekord og vandt guld på 400 meter ved EM på langbane i 2010.
To år senere nåede han karrierens højdepunkt ved at vinde guldmedaljer ved OL i London i 200 meter fri og 4 x 100 meter fri. Samme discipliner tog han guld i ved VM i Barcelona året efter.
Yannick Agnel har ikke konkurreret på højeste niveau siden 2016, hvor han efter et skuffende OL stoppede sin internationale svømmekarriere.
/ritzau/
Seneste artikler
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
For første gang i lang tid: Guldborgsund speeder op for grøn omstilling
Stort flertal stemte kæmpe besparelser igennem
"Alternativet var, at historien var blevet ufortalt og stadig havde befundet sig i mørket"
Christian fortsatte med at slå stikkeren, der lå forsvarsløs på jorden, mens kvinden slog ham på ryggen...
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker