Fransk verdensmester præsenterer VM-trofæet i Danmark
Frank Leboeuf præsenterer her VM-trofæet på landingsbanen i Kastrup. Torsdag udstilles det i Parken. Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix
Frem til på søndag er VM-trofæet i Danmark. Torsdag udstilles det for offentligheden i Parken.
Fodboldens VM-trofæ befinder sig aktuelt på dansk jord.
Onsdag klokken 9.58 landede trofæet i Kastrup i et særligt privatfly fra Amsterdam, og det bliver i den danske hovedstad frem til på søndag.
På jorden stod den tidligere franske forsvarsspiller Frank Leboeuf, der i 1998 var med til at vinde VM-guld med Frankrig, klar til at fremvise trofæet.
- Det er lidt specielt at skulle præsentere trofæet i Danmark, lige efter at I har slået Frankrig.
- Nu må Danmark være blandt favoritterne til at vinde VM, siger Leboeuf muntert med henvisning til Danmarks 2-0-sejr i søndags.
Kun statsoverhoveder og tidligere verdensmestre må røre det ikoniske trofæ.
Derfor måtte DBU-direktør Jakob Jensen på lige fod med en række franske diplomater og andre inviterede gæster nøjes med at betragte trofæet på afstand, mens Frank Leboeuf var den eneste, der fik sin hånd på trofæet, når det var ude af sin montre.
Torsdag har offentligheden mulighed for at se det 36 centimeter høje guldtrofæ, når det bliver udstillet i Parken. Her forventes mellem 6000 og 10.000 mennesker at besøge nationalarenaen.
Fredag er trofæet omdrejningspunkt for en gallamiddag på Hotel d'Angleterre.
Efter en programfri lørdag rejser trofæet søndag videre til Berlin, der er næste destination på Fifa World Cup Trophy Tour, der er faciliteret af læskedrikgiganten og VM-sponsoren Coca-Cola.
Alle 32 VM-deltagende lande - og 19 andre nationer - får besøg af trofæet inden slutrunden i Qatar. Rundturen startede i maj.
Tyskland var det første land til at vinde det nuværende VM-trofæ i 1974.
Ved de foregående ni slutrunder vandt verdensmesteren Jules Rimet-trofæet, der var opkaldt efter en tidligere præsident i Det Internationale Fodboldforbund (Fifa).
Det trofæ vandt Brasilien til evigt eje i 1970 efter at have vundet sit tredje verdensmesterskab. 13 år senere blev trofæet stjålet og er aldrig fundet.
Vinder Danmark VM-finalen i Qatar 18. december, får Danmark en replika af trofæet til evigt eje.
Replikaen indeholder dog markant mindre guld end de over seks kilo guld, der er i det originale trofæ, der onsdag landede på dansk jord.
/ritzau/
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker