Franske favoritter slår Norge og tager flot VM-titel
Nikola Karabatic og de andre franske favoritter sikrede sig søndag VM-guldet i herrehåndbold efter en finalesejr over Norge. Foto: AP/Michel Euler
AP/Michel Euler
Norge må nøjes med VM-sølv efter et finalenederlag til Frankrig, der vinder VM i herrehåndbold på hjemmebane.
De franske håndboldherrer har vundet VM på hjemmebane efter en sikker finalesejr på 33-26 over et hårdt kæmpende norsk mandskab.
Dermed leverede de franske forhåndsfavoritter varen på hjemmebanen i Paris, mens Norge kan trøste sig med at have sikret nationens første medalje nogensinde ved et stort mesterskab i herrehåndbold.
Selv om franskmændene gik ind til opgøret som favoritter, så var det dog helt lige fra opgørets begyndelse. Endda med en lille fordel til nordmændene, der var i front i størstedelen af første af den målrige første halvleg.
Nordmændenes bagspillere Kent Robin Tønnesen og Espen Lie Hansen førte an i angrebet med fire mål hver i første halvleg, og i det norske mål havde Torbjørn Bergerud igen godt styr på modstanderens afslutninger.
Efter en af mange redninger fra den norske keeper, bragte de undertippede nordmænd sig foran med 14-11 efter godt tyve minutters spil.
Mens Frankrig relativt sikkert havde spillet sig i VM-finalen, var det anderledes dramatisk for Norge, der efter en straffekastredning i sidste sekund, sikrede sig pladsen mod Kroatien i forlænget spilletid.
Og måske var det den hårde semifinale, der begyndte at spille ind i slutningen af første halvleg. I hvert fald smed Norge deres føring, og Frankrig scorede til en pauseføring på 17-16 i første halvlegs sidste sekund.
Hjemmeholdet, der særligt i anden halvleg blev hjulpet godt på vej af et ekstatisk fransk publikum, skruede for alvor op for tempoet efter pausen.
Efter syv minutters spil af anden halvleg var stillingen 23-18 til Frankrig.
Opgøret blev i øvrigt dømt af det danske dommerpar Martin Gjeding og Mads Hansen, der hele vejen igennem havde godt styr på kampen.
Franskmændene bragte sig foran med fem mål, 27-22, da der resterede 12 minutter af opgøret, og Norge kom aldrig for alvor tæt på.
Den franske målmand Vincent Gérard var stærkt medvirkende til den sikre franske sejr og endte med en redningsprocent på 41.
Det blev dermed til den forventede sejr til Frankrig, og de franske herrer har nu vundet verdensmesterskaberne seks gange i historien.
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned