Franskmand slår Fuglsang på målstregen i Siena
Jakob Fuglsang (bagest) var lørdag tæt på at tage karrierens vel nok største endagssejr, da han blev toer i Strade Bianche. Sejren gik til franske Julian Alaphilippe. Foto: Marco Bertorello/Ritzau Scanpix
Marco Bertorello/Ritzau Scanpix
Jakob Fuglsang kæmpede for sejren i Strade Bianche, men blev henvist til andenpladsen af Julian Alaphilippe.
Jakob Fuglsang (Astana) var lørdag tæt på den helt store triumf i det italienske cykelløb Strade Bianche.
Den danske cykelrytter måtte i sidste ende se sig henvist til andenpladsen efter en direkte duel mod franske Julian Alaphilippe (Quick-Step), der kørte først over målstregen i Siena.
33-årige Fuglsang havde selv skabt det afgørende angreb, da han med 23 kilometer tilbage af det 184 kilometer lang løb gik til angreb op ad en hård stigning.
Med sig fik danskeren Alaphilippe og belgiske Wout Van Aert (Jumbo-Visma), der dog hurtigt måtte slippe.
Med et hårdt tråd fra Fuglsang fik førerduoen skabt et hul på mere end halvandet minut til den nærmeste favoritgruppe, og alt tydede på, at vinderen skulle findes mellem danskeren og Alaphilippe.
Franskmanden ville sandsynligvis være stærkest i et kapløb på målstregen, og derfor forsøgte Fuglsang flere gange at sætte Alaphilippe.
Da det ikke lykkedes, så begyndte begge ryttere at forberede sig på det afgørende slag.
Det taktiske spil betød, at Wout Van Aert kæmpede sig tilbage til de to førende, men belgieren var ikke i stand til at følge med, da Fuglsang forsøgte sig med et angreb med to kilometer tilbage.
Alaphilippe var mere frisk, og det lykkedes franskmanden at gå forbi Fuglsang, der hovedrystende måtte køre over målstregen på andenpladsen to sekunder efter vinderen.
En triumf i Strade Bianche ville vel nok have været karrierens største sejr i et endagsløb for Fuglsang, der har vundet flere etapeløb.
For blot to uger siden vandt danskeren Andalusien Rundt, og i 2017 endte han som sejrherre i Criterium du Dauphiné.
Strade Bianche er et forholdsvist nyt løb på World Touren, men det er hurtigt blevet populært blandt toprytterne. Undervejs passerer rytterne 63 kilometer med grusveje, og det slutter i Sienas gamle bymidte.
Strade Bianche blev kørt for første gang i 2007, og først for to år siden blev det en del af World Touren, der er cykelsportens øverste kategori.
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned