Franskmand slår Zabels søn ved junior-VM

Frankrig fortsætter dominansen ved ungdommens VM-landevejsløb i Danmark.

Lørdag formiddag snuppede de franske ryttere endnu en VM-titel, da Pierre-Henri Lecuisinier vandt juniorernes landevejsløb.

Belgieren Martijn Degreve og hollænderen Steven Lammertink kom ind på de følgende pladser, mens bedste dansker, Frederik Plesner, blev nummer 10.

Det er Frankrigs anden sejr af to mulige ved herrernes VM-landevejsløb. Fredag vandt de franske ryttere en suveræn dobbeltsejr i U/23-landevejsløbet.

Den tyske supersprinters Erik Zabels søn, Rick Zabel, måtte trods store forventninger nøjes med femtepladsen.

Den unge tyske sprinter kunne ikke stille så meget op, for juniorløbet blev afgjort blandt de fem tilbageværende ryttere i dagens stærke udbrud, som lige nøjagtig holdt til målstregen.

Sidste omgang af VM-løbet var et forfølgelsesløb mellem feltet anført af Italien og et stærkt udbrud bestående af Holland, Belgien og Frankrig.

De tre nationer havde alle to mand repræsenteret i seksmandsgruppen, som arbejde flot sammen.

Men et pludseligt styrt i feltet kostede dyrt i forfølgelsen, og især Danmark, som ellers var godt placeret fremme, mistede totalt orienteringen.

Italien mistede ligeledes modet, og pludselig sad Frankrig forrest i hovedfeltet med fire ryttere og obstruerede forfølgelsen.

Da udbryderne med en kilometer til mål nær blev hentet, stak belgieren Rob Leemans alene af sted, men han blev hentet kort før mål af Pierre-Henri Lecuisinier.

/ritzau/

Frankrig fortsætter dominansen ved ungdomsafdelingen af cykel-VM med sejr i juniorernes landevejsløb.

Offentliggjort Sidst opdateret