Fredericia skaber godt udgangspunkt med sejr over Lyngby
FC Fredericia var foran 3-0 i første halvleg, men Freyr Alexanderssons Lyngby-hold kæmpede sig tilbage og tabte 2-3. (Arkivfoto). Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix
Fredericia var foran 3-0 undervejs, men endte med en 3-2-sejr mod Lyngby i den første pokalkvartfinale.
I første halvleg så det ud til, at 1. divisionsklubben FC Fredericia ville skabe et drømmeudgangspunkt i den første pokalkvartfinale af to, men Superliga-gæsterne fra Lyngby sled sig tilbage og holdt liv i semifinaledrømmen.
Fredericia startede effektivt og kom foran med hele 3-0 i første halvleg, men med en stærk fight arbejdede Lyngby sig tilbage i kampen, der endte med en 3-2-sejr til det jyske hjemmehold.
Returkampen spilles søndag på Lyngby Stadion.
Fredericia var ekstremt effektiv i første halvleg, hvor nærmest alt, der mindede om en chance til hjemmeholdet, blev omsat til mål.
Efter små 20 minutter kom den første scoring til holdet fra den næstbedste række, da Tobias Bach sendte Fredericia i front.
Den føring øgede Sofus Berger fem minutter senere efter en kort frisparkskombination fra Fredericia, hvor Lyngby snorksov.
Ondt blev også værre for Lyngby inden pausen, da Gustav Marcussen, der har fået sin fodboldopdragelse i netop Lyngby, gjorde det til 3-0 til Fredericia på en returbold.
I tillægstiden af første halvleg fik Saevar Magnusson dog skudt lidt moral ind i Lyngby, da han reducerede til 1-3.
Fra anden halvlegs start stod der Lyngby på det meste, men uden gæsterne for alvor skabte de store chancer.
Med 20 minutter tilbage lykkedes det dog Lyngby at reducere på ny, da angriberen Frederik Gytkjær udnyttede et dumt Fredericia-boldtab foran eget felt.
Superligaklubben fortsatte efterfølgende presset, men det var hjemmeholdet, der mod slutningen var tættere på en scoring.
Med små ti minutter tilbage tilfaldt en stor chance Fredericias Tobias Bach, men angriberen missede muligheden for at give Fredericia et endnu bedre udgangspunkt inden returkampen søndag.
/ritzau/
Seneste artikler
Vild nat: Så voldsomme var brandene
Vild nat: Tre brande og indbrud i guldsmed på Lolland
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker