Frederik Andersen er nu kun en enkelt sejr fra NHL-finale

Frederik Andersen er nu kun en enkelt sejr fra NHL-finale Foto: POLFOTO/AP

Anaheim Ducks besejrede Chicago Blackhawks på lynmål i overtid. Holdet fører nu serien 3-2.

Offentliggjort Sidst opdateret

Den danske ishockeymålmand Frederik Andersen og Anaheim Ducks er nu bare en enkelt sejr fra at komme i Stanley Cup-finalen i den nordamerikanske ishockeyliga NHL.

Efter endnu et tæt opgør besejrede holdet natten til tirsdag dansk tid Chicago Blackhawks.

Den ordinære kamp endte 4-4, men bare 45 sekunder inde i overtiden scorede hjemmeholdets Matt Beleskey det forløsende mål.

Dermed er de tre seneste opgør blevet afgjort i overtid.

Anaheim fører nu serien 3-2, og Chicago Blackhawks skal vinde onsdagens sjette opgør for at fremtvinge en syvende og afgørende kamp.

Frederik Andersen vogtede som i de foregående playoff-kampe målet i hele kampen, og parerede 24 ud af 28 skud ifølge NHL's hjemmeside.