Frederik Birk bliver permanent cheftræner i Brøndby
Frederik Birk stod i spidsen for Brøndby i den sidste af to pokalkampe mod AGF i december. (Arkivfoto). Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Den tidligere assistent Frederik Birk er ny permanent cheftræner i Brøndby på en "flerårig kontrakt".
35-årige Frederik Birk er ny permanent cheftræner i superligaklubben Brøndby IF.
Det skriver klubben på sin hjemmeside onsdag.
Den tidligere assistenttræner har fået en kontrakt, der ifølge klubben er "flerårig".
- At være cheftræner i Brøndby IF er et stort ansvar, som jeg glæder mig til at påtage mig. Brøndby IF betyder enormt meget for mig, og jeg er stolt over at skulle føre holdet frem.
- Vi har et fantastisk stærkt team omkring holdet, og vi ved, hvad der forventes af os. Vi er her for at levere resultater, og vi skal ud og angribe både Superligaen og pokalturneringen med fuld kraft, siger Birk til hjemmesiden.
Han blev i december midlertidig løsning på posten, da Brøndby fyrede Jesper Sørensen for at "få ny energi og dynamik ind i truppen".
Få dage senere fik Birk en glimrende debut, da holdet slog AGF 4-2 på hjemmebane og spillede sig videre til pokalsemifinalerne med en samlet sejr på 4-3.
Herefter indledte Brøndby juleferien med en uafklaret situation i den sportslige ledelse.
Brøndby ansatte i første omgang den 39-årige tysker Benjamin Schmedes som ny fodbolddirektør og afløser for Carsten V. Jensen 30. december, og nu er cheftrænerposten også besat.
Schmedes roser Birk for at forberedt holdet godt inden sejren over AGF og for at have haft gode samtaler forud for ansættelsen.
- Det er tydeligt, at han kender denne trup ud og ind, og han har været en central del af Brøndby IF som assistenttræner, hvor han har vist sin taktiske forståelse og evne til at skabe stærke relationer til spillerne.
- En flerårig kontrakt er en god mulighed for både os og Frederik at udvikle holdet og klubben, og nu ser vi frem til at jagte medaljer i ligaen og pokalen. Vores mål er Europa, og vi er glade for at have Frederik ved roret, siger Schmedes.
Ud over at være assistent for Jesper Sørensen siden sommeren 2024 har Birk også været analytiker og U19-træner i Brøndby. Han har desuden arbejdet i staben under den tidligere FC Nordsjælland-træner Flemming Pedersen i Farum.
Brøndbys første opgave med Birk som permanent cheftræner bliver 14. februar, når Viborg kommer på besøg i Superligaen.
Ved ansættelsen af Birk ligger Brøndby nummer fem i Superligaen med seks point op til førerholdet FC København.
/ritzau/
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker