Frederikshavns cheftræner stopper efter forfærdelig sæson
Frederikshavnerne med Patric Wener i spidsen gik i denne sæson glip af slutspillet for første gang siden 1996. (Arkivfoto). Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Frederikshavn White Hawks stopper samarbejdet med cheftræner Patric Wener. Assistenttræner stopper også.
Den danske ishockeyklub Frederikshavn White Hawks har efter en skuffende sæson stoppet samarbejdet med cheftræner Patric Wener.
Det skriver klubben i en pressemeddelelse, efter at lokalmediet Kanal Frederikshavn var først med nyheden.
Desuden har den russiske assistenttræner, Alex Bumagin, meddelt klubben, at han flytter hjem til Rusland sammen med sin familie.
Frederikshavnerne gik i denne sæson glip af slutspillet for første gang siden 1996.
- Patric er en super sympatisk person med en stærk arbejdsmoral, men desværre rykkede vores spil sig ikke nok gennem sæsonens 48 kampe, og derfor har ledelsen truffet denne beslutning, siger sportschef Kasper Kristensen.
55-årige svenske Wener har været cheftræner i Frederikshavn White Hawks siden 2023. Forinden havde han stået i spidsen for Herlev Eagles siden 2018.
Klubben, der vandt syv sæt medaljer mellem 2011 og 2019, er gået helt til bunds i Metal Ligaen.
37-årige Bumagin kom til klubben i slutningen af 2018 og spillede mere end 150 kampe, inden han blev assistenttræner. Inden da spillede han 11 sæsoner i Ruslands bedste ishockeyrække, KHL.
Han flytter hjem til Rusland, da han ønsker at være tættere på sine forældre og svigerforældre, der døjer med sygdom.
- Vi vil gerne sige tusind tak til Alex for de oplevelser han gav os på isen, og ikke mindst sin fantastiske personlighed. Alex forkælede vores fans fra dag ét med sin sublime teknik, skøjteløb og viljen til at gå forrest.
- Han var en teamplayer, meget vellidt i omklædningsrummet og en karakter mange af vores unge spillere så op til, siger sportschef Kasper Kristensen.
/ritzau/
Seneste artikler
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie