Frem-kvartet mod top og bund

Foto: Foto©Jan Knudsen

Østlollikkerne møder Brønshøj i aften og Vestegnen i morgen.

Offentliggjort Sidst opdateret

Frem Sakskøbing kalkulerer med at vinde to af fire mulige point i aftenens og lørdagens kampe i bordtennismændenes 2. division. I aften spiller Frem på udebane mod det ubesejrede tophold, Brønshøj, og i morgen eftermiddag gæster Vestegnen fra Greve Sakskøbing Sportscenter.

Frem-spilleren Thomas Jensen, der er den fjerdemest vindende spiller i 2. division med 20 sejre i 24 kampe, vil dog ikke udelukke en overraskelse i aften.

- Hvis Brønshøj stiller med “en tynd” fjerdemand, har vi en chance for at få point, mener han.

Da holdene mødtes i Sakskøbing i oktober vandt Brønshøj 9-5, men faktisk var Frem ved den lejlighed ikke fjern fra at få point.

Vestegnen er næstsidst med bare tre point mod Frems ni, hvilket rækker til en nydelig fjerdeplads.

- Vestegnen skal vi simpelt hen vinde over, fastslår Thomas Jensen.