Frem Sakskøbing opruster

Frem Sakskøbing fortsætter oprustningen og kan nu melde om den fjerde tilgang i vinterpausen. Den 22-årige målmand Jakob Krag fra B.1901 har besluttet sig for at prøve lykken i Frem Sakskøbing. Jakob Krag er en lovende målmand, som imponerede Frem Sakskøbings cheftræner Kennet Nordstrøm, da Krag vogtede målet for Team Folketidende i en opvisningskamp mod Lolland-Falster Alliancen i august.

Jakob Krag er udset til at overtage pladsen efter Lars Justesen, som ellers har gjort det godt. Men han er ikke i stand til at træne i et nævneværdigt omfang grundet sit arbejde inden for landbruget.

- Jeg har haft en samtale med “Juste” og er mægtig glad for, at han fortsat vil være til rådighed, hvis vi skulle få brug for ham. Det viser, at han er en ægte klubmand, roser Kennet Nordstrøm, som ikke agter at ændre på målsætningen.

- Den hedder stadig, at vi skal undgå nedrykning fra Danmarksserien, siger Frem-træneren.

 

Foto: Fl.K.

Stærk målmand fra B.1901 vil prøve lykken hos Frem Sakskøbing.

Offentliggjort Sidst opdateret