Frem skal tilbage på sejrskurs

Efter et nederlag på hjemmebane i weekenden og endnu et nederlag weekenden før på udebane skal Frem Sakskøbing nu forsøge at få tre tiltrængte point, når “de hvide” møder Kolding i eftermiddag.
- Det bliver en svær kamp, fordi vi lige har tabt to i træk, fortæller Frem-træner Kennet Nordstrøm.

Forventningen om en vanskelig kamp er til trods for, at Kolding står til automatisk nedrykning fra Danmarksserien og derfor ikke har andet end æren at spille for.
- Jeg forventer, kampen afgøres helt til sidst, hvor vi har mere overskud, vurderer træneren og fortsætter:
- Vi har motivationen til forskel.

Kennet Nordstrøm understreger dog, at da de mødte Kolding i efteråret var holdet velspillende, og han tager derfor ikke let på situationen.
- Jeg tror, det er som en træningskamp for dem, fordi de rykker ud, og så burde vi være skarpere, siger han om kampen, som kan give tre point. 
- Jeg tænker ikke så meget på oprykningen, vi skal bare have nogle point på kontoen efter de to nederlag, fortæller han.

Der er kampstart klokken 15.00 på Kolding Stadion.

Foto: Jens Kristian Klitgaard (th) kommer ikke til at spille mod Kolding, fordi han har karantæne.

Sakskøbing-holdet skal have tre points i dagens opgør mod Koldning efter nederlag i de to seneste kampe.

Offentliggjort Sidst opdateret