Frem-træner tror på overlevelse

Det er kun godt et år siden, Frem Sakskøbing rykkede ud af Danmarksserien som tredjesidst med 25 point i 26 kampe.

Nu er østlollikkerne tilbage og klar til at gøre et nyt forsøg på at overleve i rækken. Denne gang bliver det bare sværere, idet fire eller fem hold ryger ud af rækken, når sæsonen slutter i juni næste år.
- Ingen tvivl om, at det bliver meget svært, siger den 40-årige spillende træner Kennet Nordstrøm, der råder over en trup af nogenlunde samme standard som i 2008/09-sæsonen.
- Men på ét væsentligt punkt føler jeg, vi er blevet stærkere. Vi har fået et år mere på bagen og kan trække på erfaringen fra det sidste ophold, påpeger Frem-træneren.
- Jeg synes også, at vi gennem forberedelserne hurtigere er kommet op i niveau, hvilket vi senest beviste med en godkendt indsats mod Næstved i pokalturneringen i tirsdags, lyder de optimistiske toner hos Frem-træneren.
 
Frem Sakskøbing begynder sæsonen på udebane mod Næsbys 2. divisionsreserver, der ligesom Frem er oprykker.
- Det er uendeligt svært at bedømme niveauet her inden sæsonen går i gang, siger Kennet Nordstrøm og peger bl.a. på hele seks oprykkere, mens der ingen nedrykkere er fra 2. division.
- Min umiddelbare vurdering er, at mange af holdene er fysisk stærke, men vi er forberedt og må ikke lade os skræmme, siger Nordstrøm.
 
 
Foto: Arkivfoto: Ingrid Riis

Frem Sakskøbing er tilbage i Danmarksserien efter et års fravær og begynder sæsonen på udebane mod Næsby søndag eftermiddag.

Offentliggjort Sidst opdateret