Fremtidens cykelstjerner besøger Lolland
LFCK arrangerer Sjællandsmesterskabet for alle løbsklasser på søndag. For et år siden var det Bording Cuppen den driftige cykelklub arrangerede omkring Nysted, hvor blandt andre verdensstjernen Mads Pedersen deltog. Foto: Thomas Lærke Jensen
Thomas Lærke Jensen
På søndag kan fremtidens cykelstjerner opleves på tætteste hold på vejene omkring Kettinge.
Der er nærmest tradition for store cykelløb på Lolland-Falster arrangeret af Lolland Falster Cykle Klub (LFCK) eller Nakskov Cykle Club, og i år er ingen undtagelse, når der på søndag køres Sjællandsmesterskaber i landevejscykling i alle rækker på vejene omkring Kettinge, arrangeret af LFCK.
Det er mindre end et år siden, at LFCK senest stod som arrangør af et stort løb, da de arrangerede en afdeling af Bording Cuppen for den danske elite, hvor blandt andre verdensstjernen Mads Pedersen deltog i gadeløbet med mål midt i Nysted. Denne gang har ruterne start og mål i Kettinge.
Der køres på to rundstrækninger. De yngste klasser kører en på ti kilometer, mens de ældre klasser kører en rundstrækning på 17,1 kilometer. Begge rundstrækninger har samme afslutning.
På den lange rundstrækning køres der helt ud til kysten, hvor en kombination af små veje og vind ofte giver en hård udskilning i felterne.
Politiet sørger for sikkerhed
Til at føre rytterne igennem ruterne uden uheld er der stablet det helt store setup på benene, således at alt kan afvikles planmæssigt.
Der er udkommanderet politimotorcykler, der skal sørge for trafiksikkerheden, samt hjemmeværn og flagposter ved de kritiske trafikknudepunkter, så rytterne undgår at komme i karambolage med den almindelige trafik. Vejene som rytterne kører på, vil være så lukkede som muligt, når løbende er i gang.
Det kan give lidt udfordringer for de borgerne, der bor på selve ruten, men LFCK har uddelt løbesedler på adresserne, der fortæller om løbet og hvordan man skal forholde sig, hvis man skal forlade sin bopæl.
Ruterne køres fra start og mål på Kettingevej – Aalholmvej – Sakskøbingvej – Stubberupvej – Egholmvej – Vestvej – Kallehavevej – Østvej – Tværvej – Sakskøbingvej - Mallehavevej – Kertevej – Kolkevej og tilbage ad Kettingevej, hvor der er målpassage, og det er således de veje som bliver berørt, mens cykelrytterne med stor fart kommer forbi.
Kører tidligt afsted
Løbet indledes fra morgenstunden med de helt unge klasser U/11, U/13 og U/15, der bliver sendt afsted allerede fra kl. 08:00 og de bedste mandlige A-ryttere bliver skudt afsted kl. 13:50 og forventes i mål igen efter de otte omgange på rundstrækningen kl. 16:48. En tid i mål, der er beregnet ud fra at rytterne tilbagelægger de i alt 136,8 kilometer med en gennemsnitsfart på 46 kilometer i timen.
Det formand for LFCK John Frejlev, der står i spidsen for arrangementet, og den yderst rutinerede arrangør af store cykelløb på Lolland-Falster, ser frem til endnu en dag, hvor der både kan opleves cykelløb på tætteste hold, og samtidig give grobund for, at kommende cykeltalenter skal få smag for sporten.
- Jeg glæder mig, som altid, til at timerne på PC’en og med telefonen i hånden skal udmønte sig i noget cykelløb. Cykelløb, hvor vi som klub nok især glæder os over, at det kan lykkes at blive ved med at rekruttere nye, unge ryttere, siger John Frejlev, der har en opfordring.
Jeg glæder mig, som altid, til at timerne på PC’en og med telefonen i hånden skal udmønte sig i noget cykelløb.
John Frejlev
- Kom ud og kig - den næste Vingegaard sidder måske allerede i et af felterne, udtaler formanden.