Englænderen vandt kampen på teknisk knockout i femte omgang, da Bute var helt forsvarsløs efter en byge af slag fra Froch.
- Mikkel Kessler vil være et interessant slagsmål at tage i fremtiden. Det er en kamp, jeg vil tage uden at blinke. Det ville virkelig være rart at revanchere det nederlag, siger Carl Froch til BBC.
Mikkel Kessler besejrede Carl Froch på point i april 2010, da de mødtes i Herning i Super Six-turneringen.
Danskeren, som var til stede til lørdagens kamp i Nottingham, er meget klar på idéen.
- Naturligvis kunne jeg tænke mig at møde Carl Froch for anden gang, siger Mikkel Kessler ifølge Boxing News 24.
Ligesom Mikkel Kessler, som i øjeblikket er uden en VM-titel, kan Carl Froch nu bryste sig af at være blevet verdensmester tre gange i supermellemvægt.
Den slagne mester Lucian Bute har dog sikret sig retten til at få en revanchekamp om IBF-titlen hjemme i Canada, hvor han bor.
Carl Froch forventer dog ikke, at Lucian Bute benytter sig af den mulighed.
- Jeg tror ikke, at han ønsker en revanchekamp, siger englænderen.
Carl Froch har ud over Mikkel Kessler kun tabt til amerikaneren Andre Ward, som vandt klart på point over englænderen i Super Six-finalen i december.
En revanchekamp mod Ward er også en mulighed, men ifølge Carl Frochs promotor, Eddie Hearn, kan det ende med, at man vælger en lidt lettere modstander til det første titelforsvar.
Carl Froch har gennem de seneste tre et halvt år bokset otte VM-kampe i træk mod stærke modstandere.
/ritzau/
Seneste artikler
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mistænkt for menneskesmugling: Nu er de varetægtsfængslet
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker