Frustreret stregspiller: Ikke mit EM

For en spiller, som landstræner Jan Pytlick på forhånd udråbte som en af verdens bedste offensive stregspillere, er Susan Thorsgaards facit på fem mål i syv kampe ikke noget imponerende EM-facit.

Offentliggjort Sidst opdateret

FCM-spilleren er da heller ikke selv tilfreds med sit udbytte af turneringen i Serbien.

- Jeg havde selvfølgelig håbet på at lave flere mål. Op til EM har jeg været rigtig godt spillende. Jeg har vel aldrig spillet bedre, så det er frustrerende, at jeg ikke har fået flere bolde at arbejde med.

- Jeg synes, mit forsvarsspil er blevet forbedret, så jeg ville gerne have haft nogle flere minutter, siger Susan Thorsgaard.

Hun mener, at nøglen til, at hun igen bliver et af landsholdets absolutte trumfkort, er, at både hun selv og holdkammeraterne vænner sig til modstandernes øgede fokus på hendes person.

- Det eneste, svenskerne og franskmændene koncentrerede sig om, var mig. Jeg synes stadig, at jeg havde det fysiske overtag derinde og har været spilbar.

- Jeg skulle bare have bolden, men hvis bagspillerne tøver lidt, så er bare for sent. Nogle gange skal man bare have den første gang lige i handsken. Det, synes jeg, har manglet, siger Susan Thorsgaard.

Landstræner Jan Pytlick erkender også, at han ikke helt fik det ud af sin stregspiller, som han havde forventet.

- Vi har ikke fanget hende, som vi plejer. Det skal vi have kigget på, for inden vi tog af sted, var vi sikre på, at det var et vores allersikreste kort angrebsmæssigt, siger Jan Pytlick.

/ritzau/