Frustreret Zidane efter uafgjort: Vi burde have vundet
Det irriterer Real Madrids træner, Zinedine Zidane, at holdet måtte nøjes med 1-1 ude mod bundholdet Elche onsdag aften. Foto: Jose Jordan/Ritzau Scanpix
Jose Jordan/Ritzau Scanpix
Den franske træner er frustreret over, at Real Madrid ikke formåede at udnytte chancer i uafgjort med Elche.
Real Madrid måtte onsdag aften nøjes med 1-1 ude mod bundholdet Elche, og det irriterer holdets træner, Zinedine Zidane.
Det siger franskmanden efter opgøret i den bedste spanske fodboldrække.
- Fornemmelsen er ikke god, fordi vi skabte nok chancer, men vi kunne ikke lukke kampen, siger Zidane.
I første halvleg sendte midtbanespilleren Luka Modric de forsvarende spanske mestre i front på et hovedstød. Real Madrid formåede dog ikke udnytte holdets overtag yderligere, inden Elche udlignede på et straffespark i anden halvleg.
- Da de scorede, stillede de sig langt tilbage, og det var meget svært for os, konstaterer Zidane.
Real Madrid havde inden kampen vundet de seneste seks opgør i alle turneringer. Men Zidane afviser, at hans hold blev for selvtilfredse mod oprykkerklubben Elche.
- Jeg tror ikke, at vi led under selvtilfredshed, fordi vi vidste præcist, hvor meget der var på spil. Nøglen var at score det andet mål, men det var vi ikke i stand til, siger Zidane og tilføjer:
- Vi tabte to point i dag, men vi er nødt til at komme videre og tænke på vores næste kamp.
Real Madrid ligger på en øjeblikkelig andenplads i La Liga to point efter lokalrivalerne fra Atlético Madrid, der sågar har spillet to færre kampe.
Næste kamp for Zinedine Zidanes tropper er mod Celta Vigo på lørdag.
Seneste artikler
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Russisk tv viser video fra helikopter-drama ud for Gedser
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub