Officielt er der ingen tvivl. VM i landevejscykling skal senere på året afholdes i Rwanda, og den beslutning bliver der ikke rokket ved.
Men lidt over et halvt år før det første verdensmesterskab på afrikansk jord er uroen i regionen alligevel begyndt at skabe spekulationer om en aflysning.
En væbnet konflikt mellem den congolesiske hær og den Rwanda-støttede oprørsgruppe M23 i nabolandet er brudt ud.
Tidligere på året indtog gruppen storbyerne Goma og Bukavu i det østlige DR Congo, og omkring 7000 mennesker menes at have mistet livet som følge af kamphandlingerne den seneste tid.
Den højspændte og uforudsigelige situation gør det svært at vurdere, hvordan trusselsniveauet ser ud, når Tadej Pogacar og Jonas Vingegaard blandt andre skal kæmpe om regnbuetrøjen på den kuperede VM-rute i slutningen af september.
Det påpeger Thomas Mandrup, der er lektor ved Institut for Strategi og Krigsstudier hos Forsvarsakademiet.
- Der er ikke nogen direkte trussel mod Rwanda lige nu. Men vi ved, at tingene kan gå meget stærkt. Vi ved ikke, om der udbryder en storkrig, siger han.
De potentielle trusler kommer fra flere kanter i det centrale Afrika, hvor der er mange forskellige interesser på spil.
- Uganda har også styrker i DR Congo. Lige nu virker det til, at Uganda og Rwanda er på god fod, og at de er enige om, hvad vej det skal gå. Men de er tidligere røget i flæsket på hinanden.
- Rwanda har også tidligere haft et betændt forhold til nabolandet Burundi mod syd. Burundi har begrænset militær kapacitet, men har haft 10.000 soldater i det østlige DR Congo for at hjælpe den congolesiske regering mod M23 og dermed også Rwanda. Det er et uløst problem, som øger risikoen, påpeger Thomas Mandrup.
I denne uge køres etapeløbet Tour du Rwanda, der rangerer på tredjeøverste niveau i Den Internationale Cykelunions (UCI) klassificering.
Undervejs kommer løbet tæt op ad grænsen til DR Congo, og det fik inden starten det belgiske hold Quick-Step til at trække sig.
- I sidste ende traf vi den beslutning, at vi ikke ville sende 20 mand dertil, når der ikke kunne udstedes en garanti for sikkerheden, lød det fra holddirektør Jurgen Fore i et interview med Sporza.
Udenrigsministeriet i Danmark har ikke en egentlig rejsevejledning for Rwanda, men kalder situationen for "alvorlig og ustabil.
- Den kan forværres med kort varsel. Grænseovergange kan lukke, lyder det på ministeriets hjemmeside.
I Storbritannien advarer myndighederne mod al rejseaktivitet i specifikke dele af Rwanda, mens der i andre egne kun bør foretages særligt vigtige rejser.
UCI kom i sidste uge under fornyet pres, da Europa-Parlamentet opfordrede EU-Kommissionen til at iværksætte en række sanktioner mod Rwanda.
Parlamentet appellerede i samme ombæring til, at VM blev aflyst. Det er endnu uvist, hvordan Kommissionen vil følge op på det.
De store industrilande i G7, USA, Tyskland, Frankrig, Storbritannien, Italien, Canada og Japan, har tidligere i 2025 fordømt M23-oprørernes offensiv i det østlige DR Congo.
Og briterne meddelte desuden tirsdag, at de stopper størstedelen af deres bistand til Rwanda på grund af landets rolle i den eskalerende konflikt.
UCI har afvist alle forlydender om, at der i kulissen arbejdes på et alternativ for Rwanda som vært. Unionens præsident, David Lappartient, er selv rejst til hovedstaden Kigali, der efter planen skal være centrum for verdensmesterskabet.
Her har han manet alle spekulationer i jorden.
- Der er ingen plan B, siger han ifølge cyclingnews.com.
- Dette års verdensmesterskab i Kigali er noget helt særligt for os, for det vil være et stort øjeblik, når vi fejrer UCI's 125-års fødselsdag ved at tage til Afrika. Det var min drøm og mit mål, da jeg blev valgt som præsident for UCI. Jeg er stolt over at kunne sige, at vi er her, forklarer David Lappartient.
Ritzau har forsøgt at få en kommentar fra Henrik Jess Jensen, Danmarks medlem af UCI's ledelseskomité, men han udtaler sig ikke om situationen og henviser i stedet til unionens officielle kommunikationskanaler.
/ritzau/
Værter for VM i cykling frem til 2030
Her er listen over værter for VM i landevejscykling frem til 2030:
* 2025: Rwanda.
* 2026: Canada.
* 2027: Frankrig.
* 2028: De Forenede Arabiske Emirater.
* 2029: Danmark.
* 2030: Belgien.
Kilde: UCI.
/ritzau/
Seneste artikler
Antallet af voldsepisoder mod fængselsansatte falder
Vild DMI-prognose: Op til 35 grader på LF
Yacht-par slipper indtil videre for afsoning
Efter succesfuld debut: Østofte-marked skal være fast tradition
Efter stor sæson: Toreby-dreng kåret som årets spiller
Mest læste artikler
Bogø Færgen og motorbåd i sammenstød
Bordelkontrol førte til anholdelse af 30-årig kvinde
Brand i Nykøbing: Naboer hjalp til fra begge sider af hækken
Inviterer alle til genåbning af smadret havn
Direktørpar dømt: Her er parret bag forsøg på millionsvindel