Frygten for sne og pløjemarker sender fodboldlandsholdet til Spanien

Mandag aften gav Kasper Hjulmand interviews på Marbella Football Center. Landsholdet trænede samme sted i 2019 forud for en EM-kvalifikationskamp i Gibraltar. Foto: Bo Amstrup / Ritzau Scanpix/Ritzau Scanpix

Af frygt for sne og pløjemarker i Danmark træner fodboldlandsholdet i Spanien frem mod de kommende testkampe mod Holland og Serbien.

Offentliggjort Sidst opdateret

Det danske forårsvejr har vist sig fra sin bedste side de seneste uger, men det er ingen selvfølge på dette tidspunkt af året.

For at sikre så optimale forberedelser som muligt er det danske herrelandshold i fodbold derfor rejst til Marbella i det sydlige Spanien for at forberede sig på de kommende testkampe mod Holland og Serbien.

Egentlig ville landsholdsspillerne helst slå lejr i Helsingør, men samtidig ville de ikke risikere minusgrader og sløje græsbaner, som jævnligt ses på dette tidspunkt af året. Først næste år står en vinterslidstærk hybridbane klar i Helsingør.

- Det er super ærgerligt, at vi skal udenlands for at få de bedste forberedelser. Vi planlagde turen for fem måneder siden, og der kunne vi ikke vide, om der ville være minusgrader og sne i marts. Det kan være svært at planlægge med den usikkerhed, og i og med at vi vidste, at der ville være gode baner og faciliteter i Spanien, så ville vi jo foretrække det.

- Vi har taget hul på et VM-år, hvor vi skal sørge for at give spillerne de bedst mulige forudsætninger for at kunne præstere, siger DBU’s fodbolddirektør, Peter Møller.

Frem til torsdag træner holdet på Marbella Football Center. Selv om vejrudsigten dagligt lover regn i det spanske, er banen toptrimmet på anlægget, og spillerne kan træne i cirka 15 grader.

De gode fodboldforhold er en væsentlig årsag til, at mange nordeuropæiske klubber - heriblandt flere superligaklubber - hvert år bruger anlægget i forbindelse med vintertræningslejre. I disse dage træner Schweiz på banen ved siden af Danmarks træningsbane.

Landstræner Kasper Hjulmand har været med til at presse på for at få rykket træningslejren sydpå. Landsholdskalenderen er nemlig skruet uvant sammen i 2022, da VM-slutrunden i Qatar først spilles i november og december.

I juni og september venter i alt seks kampe i Nations League, før landstræneren først overtager sine VM-spillere en uge før slutrunden i ørkenstaten.

Hjulmand har regnet sig frem til, at han inden VM har otte træningsdage, som ikke er hæmmet af, at de ligger dagen før eller dagen efter en kamp. I denne uge kan der kun trænes igennem onsdag og torsdag af hensyn til spillernes fysik.

- Vi har mange kampe, men vi har ikke særligt mange normale træningsdage før VM. Derfor er det vigtigt for os, at vi får så gode forhold som muligt, siger Kasper Hjulmand.

- Det her er den første forberedelse til Nations League, men også til VM. Nu skal vi have nogle gode træninger, og så skal vi møde to stærke modstandere, der også begge skal til VM.

DBU kom ud af 2021 med et overskud på 85,9 millioner kroner. Træningslejren i Spanien er ikke et udtryk for, at overskuddet bruges på luksus til landsholdsspillerne.

- Det er ikke dyrere for DBU at flyve spillerne til Spanien og indlogere dem på et hotel frem for at flyve dem til Danmark og gøre det samme, siger Peter Møller.

Træningsbanerne på Marbella Football Center står skarpt. Aktuelt træner det schweiziske landshold også på banerne i det sydspanske. Foto: Bo Amstrup / Ritzau Scanpix/Ritzau Scanpix

Christian Eriksen var ikke blandt de spillere, der besigtigede træningsbanen i Marbella mandag. Han forventes at komme til Spanien onsdag aften efter at have overstået et mildt coronaforløb.

/ritzau/

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu