Fuglsang forventer solid dansk hjælp til Touren
Jakob Fuglsang bliver kaptajn for Astana til Tour de France, og han tror, han får flere danskere med sig.
Mandag kom det frem, at Jakob Fuglsang bliver enekaptajn for Astana til sommerens Tour de France.
I år måtte han dele rollen med Fabio Aru, som nu er væk, og det betyder, at Fuglsang også får mere indflydelse på sammensætningen af holdet.
Og det kan meget vel ende med, at halvdelen af de otte Astana-ryttere til Touren bliver danske.
- Det ser ud til, at der kommer et par stykker (fra Danmark, red.) med på Tour-holdet. På nuværende tidspunkt tror jeg, at alle tre er med, siger Jakob Fuglsang til TV2 Sport om sine landsmænd på holdet.
De tre øvrige danskere hos Astana er Jesper Hansen, Michael Valgren og Magnus Cort. Sidstnævnte skifter officielt til holdet fra nytår.
Især bjergrytteren Jesper Hansen er udset til at få en vigtig rolle som hjælper for Fuglsang til Touren, og de to kommer til at se meget til hinanden i 2018.
- Jeg kommer formentlig til at køre hele mit løbsprogram med Jesper Hansen. Han er én, som bliver utrolig vigtig for mig i bjergene. Så det bliver vigtigt at have ham hele sæsonen, forklarer Fuglsang.
Den 32-årige dansker kørte også som kaptajn i årets Tour, hvor han dog måtte udgå omkring midtvejs efter et styrt få dage forinden.
Fuglsang var ellers i sit livs form efter sejren i Criterium du Dauphiné, men han får altså muligheden for at køre sin egen chance igen til Touren.
Holdets anden klassementrytter, colombianeren Miguel Ángel López, bliver kaptajn i Giro d'Italia og Vuelta a España.
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned